JP-Klumme: Tilbage til det vigtigste!

De sidste par dage har jeg haft rigtig ondt i maven. Jeg ved ikke hvorfor og jeg har været hos lægen, som heller ikke rigtig kunne finde ud af, hvad der mon var i vejen med mig. Ud over det udmattende ubehag ved smerterne, så er der et par vigtige indsigter, en jætte med et jernhelbred som mig, har fået med i processen.

Det er nemlig gået op for mig, at også jeg trækker mig ind og hjem, når jeg er presset. Jeg vil helst være hjemme. Gå rundt i tulre-tøj og spise sød og blød mad, som kan ae mig på indersiden af min mavesæk. Verden kan falde sammen omkring mig, jeg kan kun overskue mit eget lille univers og har hverken lyst eller kræfter, til at interessere mig for noget uden for mig selv. Jeg vil bare være lige her sammen med min familie, som kan tage sig lidt af mig, når jeg er skidt.

Jeg har også været bange. Bange for hvad det mon var, som kneb så voldsomt i min mave. Har tjekket netdoktor med mine symptomer og talt med min mor og andre, som gad gætte på, hvad det mon kunne være, der ikke var, som det skulle være i min krop.

Ja, jeg har også tænkt kræft og tarmslyng og eksploderet blindtarm og andre ”fanden på væggen” scenarier, som alle sammen har handlet om at mit liv nok snart var forbi. Jeg har selvfølgelig forsøgt at tale fornuft med mig selv, bedt om krammere, når jeg kunne mærke panikken snappe mig i haserne og har taget mig sammen, når børnene var i nærheden, for at de ikke skulle blive bekymrede, selvom de selvfølgelig godt kunne se, at jeg havde ondt. Det har også slået mig hvor hurtigt jeg er gået fra ”fuld af energi og godt humør” til lille, sølle, syg og bange.

Indsigten jeg har fået, handler om hvad der er værdifuldt for mig. Når jeg er bange for at være alvorligt syg, så bliver det så ligegyldigt om jeg har råd til noget af det fine forårstøj i butikkerne, om min mand lige er lidt irriterende eller børnene besværlige. Jeg har lyst til at kramp-kramme dem hele tiden og fortælle dem at jeg elsker dem, på den lidt du-må-godt-give-slip-nu-mor-måde.

Én af vores gode venner, røg lige før jul ba-bu ba-bu på sygehuset, med en perforering på aorta. Han blev bedt om at ringe sine børn ind og fortælle dem, at han måske ikke vågnede fra operationen igen. Det var et kæmpe chok og overgår selvfølgelig på alle måder mine mavesmerter. Det interessante er, at der skete det samme med os, blot i en anden målestok. Vi blev, med angsten for at dø, begge konfronteret med det vigtigste i vores liv. Min vens tanker er med stor sandsynlighed længerevarende end mine. Jeg kunne f. eks. godt gå rundt i Hellerup i dag og tænke avs, dén er pæn, den vil jeg gerne eje, kigge ned i min pung og tænke, det kan desværre ikke blive i denne måned og så blive lidt fornærmet over det. Hvorimod han, som har haft døden så tæt inde på livet, vil have sine værdier med sig i større eller mindre grad, resten af sit, forhåbentligt, lange liv. Måske er han endda blevet mere bevidst om, hvordan han vil leve sit liv. Hvad der skal laves om på, hvad han vil bruge sin tid på, og hvordan hans liv skal indrettes.

Jeg vil benytte tiden til at gøre lidt af det samme, og hvis du ligger derhjemme med influenza eller en anden vred virus, som hærger din krop, så har du måske lyst til at være med. Tak for mavepinen som giver mig mulighed for at være taknemmelig over, hvor problemfrit min krop normalt fungerer, til min helt egen fornøjelses skyld. Tak for at blive mindet om, hvad der er vigtigst for mig i mit liv. Tak fordi jeg får omsorg, når jeg rækker hånden ud og beder om den. Tak fordi jeg elsker mig selv så meget, at jeg passer på mig og sørger for at få det jeg har brug for, når jeg ikke er på toppen. Tak for alt det jeg er og har. TAK!

Ps. Mavepinen er væk og min gode ven er i hastig bedring.

Læs også: JP-Klumme: Nytårsforsætter eller ej

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have mit nyhedsbrev?

Email address
Postnummer