Sig jeg er en god mor!

Min gode veninde fortalte mig forleden dag, at hun havde hentet sit ældste barn tidligt i børnehaven. De skulle rigtig hjem og hygge sig. De tog en tur i byen og købte nye sko og lidt legetøj. De var så endt hjemme på køkkenbordet med knækbrød og te. Uh hvor de hyggede sig. ”Jeg vil hellere være alene hjemme med far end med dig!” meddelte knægten med munden fuld af knækbrød… Av, av, av, det gjorde ondt i et moderhjerte. For nylig var lillesøster kommet til verden og min veninde synes det var rigtig svært ikke at kunne give samme tid og opmærksomhed til det ældste barn, som de første fire år af sit liv havde været alene med far og mor med dertilhørende fuld opmærksomhed. Så den bemærkning sad lige i utilstrækkeligheden.

Det gør mega ondt at blive valgt fra af det menneske man elsker allermest i hele verden. Jeg har selv brugt lang tid på at hærde mig selv, så jeg kunne tåle at blive kaldt ”verdens dummeste mor”, ”du kan ikke finde ud af noget” og ”det ville være bedre hvis du ikke var her”. Det kommer aldrig til ikke at gøre ondt, når vores børn (eller partner) afviser os, men det sværeste for de fleste af os er, at blive stående og tage afvisningen uden at tage den personligt. Vores børn har brug for os, til at prøve sig selv af, så de kan lære sig selv at kende. Hvis ikke vi kan tage skraldet, så lærer de ikke at de er ok uanset hvordan de er. De lærer at lukke ned for deres følelser. De har brug for os, til at spejle sig i, for at lære hvordan man tager en afvisning.

Et sted dybt inde synes mange vi mødre at vores børn ”skylder” os at elske os. Vi slider og slæber, får hængebryster og bliver gamle før tid i anstrengelserne efter at udfylde moderrollen og give vores elskede afkom det bedste med på vejen ind i et uneurotisk voksenliv. Efter alt hvad jeg har gjort for dig, skal du elske mig, ligger lige på tungen, når vi har stået og svedt over Barbiekagen til kage-konkurrencen i børnehaven, når vi har siddet hele natten og syet Skildpadde kostume til fastelavn, så har de børn saksusme at være taknemmelige og synes vi er verdens allerbedste mor.

Problemet er at hvis vi reagerer ud fra den ubevidste overbevisningen om at vores børn skylder os noget fordi vi gør så meget for dem. På den måde lærer vi vores børn at de ikke må gøre mor ked af det. Når de er ærlige og siger lige ud hvordan de har det, så bliver mor såret og så lærer børnene at føle skyld. Derfor er det vigtigste ord vi kan lære vores børn ”nej”, også selvom det betyder nej til mor i nogle situationer. Det betyder ikke at vi ikke skal reagerer autentisk på det vores børn gør ved os, men vi skal reagere så det svarer til barnets alder. Et barn på fire år forstår ikke at mor bliver ked af sådan en bemærkning, de fortæller bare lige ud af posen, hvordan de har det. De skal nok lære at tage hensyn til andre menneskers følelser senere i livet, for det oplever de at vi voksne  gør.

Børn kan godt håndtere at føle skyld eller at skamme sig, når de ved, hvad skylden og skammen handler om. Eks. hvis de har slået en andet barn eller stjålet i en butik, så er det helt på plads at skamme sig, for det skal man ikke. Hvis de derimod lærer at føle skyld fordi mor bliver ked af det eller skuffet, så er det langt mere uhåndgribeligt for barnet at tackle. De kan ikke udholde at føle skylden og derfor vil de gøre alt, hvad de kan for at undgå at få den følelse igen. Prisen for det er, at de må lukke ned for nogle sider af sig selv og det betyder at de ikke kan leve deres liv fuldt ud, heller ikke som voksne. De vil groft sagt leve deres liv efter at undgå at føle skyld. Først når vi som voksne arbejder med os selv og får øje på, hvor meget skyldfølelsen styrer vores liv vil vi være i stand til at kunne lægge den fra os igen.

Som forældre handler det derfor om at komme vores børn i møde og lære dem at give udtryk for hvem de er med deres fulde jeg. I min venindes tilfælde kunne det være at sige: Ja, min skat jeg kan godt forstå du hellere vil være sammen med far, nu hvor lillesøster er i vejen hele tiden” Når manden så kommer hjem, så kan vi kaste os i armene på ham og græde snot over, hvor hårdt det er at være mor og hvor ondt det gør at blive afvist. På den måde kan vi få afløb for vores følelser et sted, hvor de ikke gør skade. Vi lærer vores børn at de er ok, som de er også selvom de ikke altid synes vi er verdens bedste mor. De får et nuanceret syn på os og dermed på sig selv, som ruster dem bedre til en dag at tage de afvisninger, som livet uden tvivl bringer dem.

Læs også: Forældreskabets dobbelthed

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have mit nyhedsbrev?

Email address
Postnummer