Når nærhed har en pris og bliver farlig

Jeg vil i dette indlæg gerne give en grund til, at det kan være svært at skabe nærhed. Fordi det at have nærhed er forbundet med at gøre en andens behov vigtigere end ens egne, og man derfor mister sig selv.

Derfor
Når vi bliver født er vi fuldstændigt afhængige af vores far og mor. Vi kan i den første tid ikke skelne imellem hvem er jeg og hvem er mor. Vi har oplevelsen af at være ét. Vi tager alt det far og mor gør ind råt. Det er den eneste sandhed. Det er den mest effektive måde, at lære på.

Når vi i løbet af vores barndom har en helt naturlig drift imod at blive mere og mere selvstændige, har vi brug for at far og mor kan rumme denne selvstændighed. De skal kunne bære, at vi trækker os væk, for at finde os selv. I små og prøvende skridt, mod en dag at kunne gå ud i verden og klare os selv. Lige fra vi gerne selv vil tage flyverdragt på og spise selv til vi i teenageårene konsekvent synes det modsatte af far og mor, der som udgangspunkt bare er nederen.

Hvis denne selvstændighedsfase forstyrres, måske fordi mor ikke er klar til at give slip eller ikke kan. Måske er hun blevet forladt af far og gør brug af det lille barn til at opfylde behovet for nærhed. Måske har hun en sårbar psyke eller er alkoholiseret og har brug for barnet til at “læne sig op ad”.

I starten vil barnet føle sig betydningsfuld og livsvigtig for moderen, men det vil hurtigt komme i et dilemma i forhold til at løsrive sig. Skal jeg vælge mor eller mig selv. Alle børn samarbejder, det er deres overlevelse, og de sætter mors behov højere end deres egne. Det er en katastrofe for evnen til at lytte til sig selv, som er nødvendig, for at kunne give sig hen.

Som voksen
Med den erfaring i bagagen, vil det som voksen være svært at have et nært forhold til et andet menneske. Erfaring er, at nærhed er forbundet med at blive opslugt og tilintetgjort. At du er vigtigere end jeg og hvis jeg giver efter for dig, så mister jeg mig selv.
Der er ikke længere noget “mig”, for “mor” måske nu en partner er vigtigere end mig selv. Der er ikke noget dig og mig, der er kun mig alene eller dig, som har overtaget mig. Selvom det voksne menneske godt ved, at det nu er selvstændigt og ikke kan tvinges til noget, vil det inden i have en massiv modstand mod at give sig hen. Erfaringen er, at det at give sig hen er følelsesmæssigt farligt. Så er det lettere altid at holde andre mennesker ud i strakt arm og ikke risikere noget. Men der er også et savn mod det nære.

Her er det altså ikke bare et spørgsmål om at øve sig i at gøre noget andet. Her skal vi ind og have fat i historien, den tidlige erfaring, så det ikke længere er erindringen om, hvad intimitet havde for en pris, der styrer måden, man er i et forhold i dag. Det kræver terapi og nok også lidt mere terapi, indtil man med sig selv får taget de spæde skridt til selvstændighed. De skridt man ikke fik taget dengang med far eller mor.

Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre. Man KAN hele de gamle sår, skabe nærhed og få et bedre liv. Første skridt er at undersøge og opdage, hvordan det var. Næste skridt er at være med og mærke de følelser der er behæftet på det. Sidste og livslange skridt er at leve med sin historie, være bevidst om sine mønstre og øve sig på at tage ansvar for, at alt hvad man oplever i verden handler om en selv. Der ligger en kæmpe frihed her.

Det er ikke det livet udsætter os for, der gør det svært, det måden vi håndterer det på, der gør hele forskellen. Husk lige det. Andre mennesker kan altså ikke gøre noget mod dig du ikke tillader.

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have min gratis e-bog & nyhedsbrev?

Email
Postnummer