Næ tak! Her taler vi ikke om følelser

En kvinde ringede til mig for ca. et halvt år siden, fordi hun gerne ville i terapi og arbejde med forholdet til sin mand og sine børn. Hun synes, det var svært at vise især negative følelser i sit parforhold og ville ønske, at hendes mand var bedre til at gætte, hvordan hun havde det, så hun kunne slippe for at skulle fortælle ham det. Hun var ofte i tvivl om, hvad hun følte, og når hendes børn blev meget vrede eller kede af det, oplevede hun dem som en belastning og ville ønske, de ikke var så voldsomme og besværlige.

Efterhånden som vi arbejdede, viste det sig, at hendes forhold til sin primære familie var temmelig problematisk. Ikke udadtil, for alle var relativt velfungerende med jobs, familier og levede derfor umiddelbart et jævnt ukompliceret liv. Problemet var, at ingen i familien talte med hinanden om, hvordan de havde det. Hverken indbyrdes eller når der var noget, de tumlede med hver især. Alt blev fejet ind under gulvtæppet og når familien mødtes, talte de om vejret, om deres arbejde, børnenes skolegang eller om naboen. At give udtryk for vrede eller sorgfulde følelser var forbudt, når det handlede om relationerne internt i familien.

Min klient opdagede, at der var nogle regler, som de levede efter i hendes familie

– du må ikke være vred på dine forældre

– du må ikke sige fra overfor din familie (for de har gjort så meget for dig)

– du må ikke gøre mor ked af det

Disse uudtalte regler betød, at når min klient var sammen med sin familie, var hun hele tiden på vagt. Deres samvær var som at bevæge sig i et minefelt, fordi der var nogle bestemte ting, de ikke talte om i hendes familie. Min klient havde ingen anelse om, hvad der ville ske, hvis hun bragte et forbudt emne på banen, for det var slet ikke en mulighed. Hun var voldsomt irriteret på sin mor, fordi moderen konstant kommenterede hendes liv, og hun savnede sin far, fordi hun oplevede, at han trak sig væk fra familien. Hun opdagede i terapien, at hun ikke brugte irritationen til at sætte en grænse for sin mor. Hun ville jo nødig gøre sin mor ked af det. Hun fik heller aldrig fortalt sin far, at hun gerne ville have noget mere nærvær sammen med ham, så på en måde var det som om, hun slet ikke kendte ham. Hendes forældre havde ikke lært hende, at det var i orden at sætte grænser eller give udtryk for behov. Grænsesætningen gik kun den ene vej fra forældre til barn, og som barn var det vigtigere at være loyal overfor sine forældre end at være sig selv.

Når kvinden og hendes mand og børn kørte hjem fra en familiefødselsdag eller en påskefrokost, var hun følelsesmæssigt udmattet. Hun oplevede, at hun ikke kunne være den hun er og bevæge sig frit sammen med de mennesker, som på mange måder stod hende nærmest, og som hun jo havde kendt hele sit liv. Dette mønster fortsatte hun nu i sit parforhold og var ved at lære sine børn, fordi hun ikke vidste, hvad det handlede om.

Som børn lærer vi vores families regler, og som udgangspunkt handler den grundlæggende regel om, at vi ikke må melde klart ud, hvordan vi har det i vores familie. Vores forældre er sjældent et forbillede for os, når det handler om at vise hvem vi er og hvordan vi har det med hinanden. Vi lærer at holde os selv tilbage i vores loyalitet overfor vores forældre. De fleste af os vil langt foretrække at brænde inde med en irritation, med vrede eller sorg frem for at risikere at gøre far eller mor vred eller ked af det. Groft sagt kan man sige, at vi holder os tilbage, fordi vi er bange for at blive udstødt af familien, hvis vi ikke lever efter reglerne.

Fordi vi ikke får givet udtryk for hvem vi er, er der mange familier, der har en masse konflikter, der ligger og lurer. I andre familier ender de i voldsomme skænderier med årelange adskillelse til følge. Tænk på hvor mange du kender, som har skåret hele eller dele af deres familie fra. De ikke kan holde ud at være sammen med dem, ganske enkelt fordi de ikke får sagt hvordan de har det i familien, på en konsktruktiv måde

Hvis vi ikke gør os klart, hvad det er for familieregler vi slæber med os, så lever vi som voksne stadig efter dem. I det øjeblik vi bliver bevidste om hvilke regelsæt, vi lærte i vores barndom, kan vi vælge at leve efter dem eller at lægge dem fra os. Det er den eneste måde, vi som voksne kan vælge til og fra og dermed leve mere frit.

Kender du nogen familier, hvor de lige ud af posen og uden hjertebanken kan fortælle hinanden, hvordan de har det indbyrdes?

Nej det er vist kun få!

Herunder er nogle eksempler på nogle autentiske og grænsesættende og udtalelser, som med stor sandsynlighed vil vokse i munden på de fleste af os, hvis vi skulle formulere dem overfor far eller mor:

– jeg vil ikke være sammen med dig, når du drikker

– jeg vil have, du holder op med at blande dig i, hvordan jeg lever mit liv

– jeg vil ikke høre dine kommentarer om måden, jeg opdrager mine børn på

– jeg vil ikke med til tante og onkels sølvbryllup, for jeg kan ikke holde ud, at høre på måden de taler med hinanden på

Jeg kunne blive ved!

Den fede nyhed er, at når vi lærer os selv at sætte grænser og give udtryk for vores behov overfor vores forældre, så giver vi både os selv og dem plads til, at være dem vi er. Det er ikke sikkert, vores forældre kan forstå, vi pludselig skal være så hudløst ærlige og direkte. Det er langt fra sikkert, de synes, det er en god idé, at vi i den grad lægger ”svesken på disken”. De vil sikkert undervejs i processen blive både kede af det og vrede, når de får sandheden af vide, men de vil med stor sandsynlighed elske os alligevel. For os børn, som vil frigøre os fra vores familiers regler, giver det rigtig meget mening, at øve os i at sige til og fra overfor vores forældre. Når vi får sagt det som nager os, så bruger vi ikke længere så meget energi på at være irriterede, vrede eller kede af det. Vi får nu afleveret, det vi har på hjertet, der hvor det hører til. Det giver et nyt overskud til at elske vores forældre og være taknemmelige for alt det gode de også har givet os med i vores barndom. Tidligere var det irritationen, der fyldte i samværet med vores familie, og nu kan vi give mere plads til alle de andre følelser, der også er tilstede med de mennesker, som har lagt grundstenene til dem vi er idag.

Inden for psykoterapien siger vi, at når vi kan sætte grænser overfor vores forældre, så har vi ikke problemer med grænsesætning overfor nogen, for så er vi nemlig ved at blive voksne.

Læs også: Stærke kvinder og passive mænd – sådan genopretter i balancen 

Der er ingen kommentarer
  • Signe

    1. maj 2009 at 19:08 Svar

    Hold da käftan hvor er det bare rigtigt!
    … og så fandt jeg endelig din blog. Dejligt.

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have min gratis e-bog & nyhedsbrev?

Email
Postnummer