Livet hærder os på godt og ondt.

Henrik kom til mig fordi han havde en krise med sin kone. Hun var løbet sur i deres liv sammen og var i tvivl om sine følelser for ham. Henrik var helt i panik, han elskede sin kone og ville gøre alt, for at de skulle finde ud af det sammen. Han gjorde alt det hun havde efterlyst gennem årene, købte blomster, inviterede på kærlighedsweekend, lavede mad, tog sig af børnene og løb i det hele taget rundt og prøvede at gøre hende tilfreds, så alt kunne blive godt igen. Blive som det var før, for det liv havde Henrik været rigtig glad for. Men det hjalp ikke, fortalte han. Hun var da glad for de ting han gjorde, men det gjorde ingenting i forhold til hendes følelser for ham og derfor sad han nu hos mig.

Henrik var vokset op i en kernefamilie i provinsen. Hans forældre var stadig sammen og glade for hinanden. Han havde mødt Henriette i en ung alder og havde aldrig i sine værste mareridt drømt om, at de skulle fra hinanden igen. De havde tre børn sammen. Henrik kendte altså kun til at en familie holder sammen, til forældre som løser udfordringeren hen ad vejen. Der var ikke blevet snakket så meget om det der skete i familien, da han var barn og han havde oplevet at alt var godt. Han troede kærligheden var noget man fandt og så var alt for til deres dages ende. Hans forældre havde ikke åbent håndteret deres konflikter og derfor havde han ikke været vidne til hvordan man håndterer forskellighed eller uoverensstemmelser. Han havde altså ingen erfaringer med at håndtere modstand i livet og derfor anede han ikke sine levende råd, i krisen med sin kone.

Man kan sige at Henrik ikke er blevet hærdet af livet og på alle måder, heldigvis for det. Han har levet beskyttet og har derfor i sin barndom ikke gjort sig nogen erfaringer med at håndtere kriser og leve under pres. Han ved ikke, hvad det vil sige at have det svært, livet har været godt ved ham. Når omstændighederne, her hans kones manglende kærlige følelser, så kaster ham ud i disse udfordringer, så aner han ikke sine levende råd. Han er utrænet i at overkomme kriser.

Ingen mennesker vokser op i et perfekt miljø, hvor de til enhver tid bliver mødt, set og hørt og får deres behov prompte opfyldt og deres grænser altid overholdt. Vi bliver alle krænket, overset og misforstået. Graden heraf variere så fra småtingsafdelingen til direkte omsorgssvigt og voldsomme krænkelser. Vi er formet af vores opvækst. De er faringer vi har med os fra vores liv, har gjort os til dem vi er. På godt og ondt. Det betyder at vi håndterer nutiden på baggrund af de erfaringer vi har med os. Det er som regel godt, fordi vi kan passe vores voksenliv og i det store hele skaffe os det vi har brug for. Passe vores arbejde, får noget at spise hver dag, betale husleje og den slags.

Men når livet presser os, så reagerer vi også som vi ville have gjort engang. Når vi føler os (læg mærke til at det ikke er det samme som, at vi rent faktisk bliver det) afvist, forkastet, holdt udenfor eller på anden måde følelsesmæssigt “forladt”, så reagerer vi ubevidst, som vi gjorde det engang. Det kan være at vi trækker os, bliver rasende eller ulykkelige og det er ikke altid hensigtsmæssigt, at reagere som vi gør pr. automatik. Vi ender måske med ikke at få det vi har brug for, nemlig omsorgen eller forståelsen. Først når vi med bevidsthed om vores historie og de følelser vi “tricker” på, kan vi gøre noget andet og mere hensigtsmæssigt i den givne situation.

Jo mere vi har været igennem i vores liv, jo mere vil vi måske også være “skadet” men dermed også være vidende om, at livet af og til kan være svært. Hvis vi som voksne tager ansvar for de uhensigtsmæssige mønstre vi måtte have med os fra barndommen, så kan disse mønstre blive resourcer til at overkomme de udfordringer livet giver os. Modsat hvis vi har haft en meget harmonisk opvækst, så kan vi være bevidste om at livet kan slå hårdt, omstændighederne gøre det svært og at det er op til os selv at bearbejde det.

Det vil selvsagt være bedre for alle børn rundt omkring i verden, hvis de kunne være foruden forulempelserne og krænkelserne i deres liv, men når nu verden ulykkeligvis ikke er sådan skruet sammen, så er det op til os alle hver især, at bruge det vi har med os på en konstruktiv måde.

Henrik lærte at det ikke var nok at have rammerne i orden i familien. At blomster og en kærlighedsweekend ikke tæller synderligt, hvis ikke indholdet af samværet er intimt og levende. Han kunne modnes følelsesmæssigt gennem den krise han blev kastet ud i. Han lærte at forskellighed og uenighed ikke er “farligt” og at uoverensstemmelser blot er første skridt til at lære noget nyt om sig selv og hinanden. Han lærte at sætte ord på sine følelser, det havde han ikke lært hos sin far og mor. Henriette på sin side blev bedre til at udtrykke sine behov. Hun forventede ikke længere at Henrik skulle opdage, hvad hun gerne ville have, men blev bedre til at være tydelig. Hun lærte ikke at gøre sig afhængig af at Henning skulle opføre sig på en bestemt måde, for at hun kunne være glad og tilfreds.

Når det kommer til vores børn bør vi alle gøre os så umage, som vi overhovedet kan. Jo mere bevidste vi er om, hvad vi har med os, jo bedre kan vi også gøre noget andet og bedre for vores børn, end vi selv fik med. Vi behøver ikke “hærde” dem, men vi skal bestemt heller ikke pakke dem ind i vat. Så længe vi viser dem at det er cool at søge hjælp, når livet er svært, at det er ok at tale om sine følelser og at det er sundt og godt at række ud efter andre, at det ikke er et “svaghedstegn”. Hvis vi respekterer vores børn og ser dem som ligeværdige (det er ikke det samme som at have samme magt i familien, som de voksne) og går foran som det gode eksempel, så skal det nok gå godt for dem. Og i øvrigt også for os selv.

Held og lykke med det.

Kærlig hilsen Katrine

Læs også: De fandt sammen igen efter skilsmissen 

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have min gratis e-bog & nyhedsbrev?

Email
Postnummer