Kaffe på sengen – det lille ekstra, som gør det hele meget sjovere

Min dejlige veninde Trine serverer kaffe på sengen for sin mand hver morgen. Jeg glemte at spørge, men jeg er sikker på han også får et kys og at hun kigger kærligt på ham, når hun serverer den. Her er det på sin plads at bemærke, at de har tre børn, har været kærester i over 20 år og begge skal op og passe et fuldtidsjob. På den måde ligner de mange af os andre, der ikke lige har tænkt på det med kaffen.

”Hvad får hun så til gengæld?” spørger du måske og selvom jeg ikke kan svare ”Fodmassage to gange om ugen og en no-limit bankkonto”, så er jeg sikker på hun får en hel del af det hun gerne vil have og har brug for i sit parforhold. Jeg ved i hvert fald at hun er vild med ham. Det må selvfølgelig være udgangspunktet, at de er glade for hinanden og at de gør dette dejlige ekstra, for at holde kærligheden ved lige. De har ganske enkelt rigtig meget lyst til at glæde hinanden.

Der er her ikke tale om et konfliktfrit forhold, for det tror jeg ikke ville være autentisk. De er meget forskellige. Til gengæld ved jeg at de gør en masse af det, som får dem til at blive sammen, selv efter mange år. De påskønner hinanden i hverdagen, husker at sætte pris på de små ting ”Hvor er det dejligt du har nået at støvsuge” eller ”uhm lækker mad” og den slags. Hun lakerer sine negle og går i stilletter når hun skal ud sammen med ham, fordi hun ved, at han påskønner det. Han inviterer hende ud og spise, køber blomster for at glæde hende og holder døren, når de skal ind i en butik.

Jeg ved, at nogle kvinder synes det bliver for meget, for skal vi nu gå og rose hinanden hele tiden, det er da vel en selvfølge at han skifter vinterdæk på bilen og den slags. Men ja, det synes jeg vi skal. Jeg kender i hvert fald rigtig mange mænd, som har rigtig meget behov for anerkendelse frem for kritik og rigtig mange kvinder, som gerne vil komplimenteres, værdsættes og opleves som kvinde og ikke kun som mor og projektleder i familien. Jeg vil i hvert fald gerne. Der er jo ingen tvivl om, at det skal være lysten, der driver værket og bestemt ikke pligten. Men indimellem handler det om at ændre nogle vaner og huske sig selv på at værdsætte det, vi så nemt tager for givet i hverdagen. At huske på hvor livsvigtigt det er for os alle at få anerkendelse, at blive set, hørt og rørt ved, så vi bliver mindet om at vi er elsket og værdsat for at være dem vi er og for det vi gør – også alt det kedelige.

Jeg har længe været meget fokuseret på alt det jeg synes jeg gjorde i hjemmet og jeg havde især fokus på alt det jeg synes min mand ikke gjorde derhjemme. Det kunne jeg selvfølgelig have fortsat med resten af mit liv, hvis ikke jeg en dag fik den tanke at jeg vist aldrig havde takket ham for at gå på arbejde hver dag og trække en god hyre hjem. Fordi han gør det, kan jeg være sammen med mine børn og tage min tid til at passe mit firma og dermed beskæftige mig med det jeg elsker.

Det blev vendepunktet for mig og jeg begyndte at give det jeg gerne ville have i vores parforhold, frem for at forvente at han skulle give mig det. Årh mand, det giver bonus, for når min mand er fyldt op med anerkendelse og når han føler sig elsket af mig, fordi han er som han er OG for sin indsats i familien, så får jeg en masse igen.

Hvis du ikke synes det ligger lige for at anerkende din mand, hvis du det meste af tiden synes han er lidt irriterende, hvis der er nogle grundbehov, som du ikke får opfyldt, eller I er uenige om noget helt grundliggende i jeres parforhold, så skal du naturligvis starte et andet sted, nemlig der hvor der mangler noget for dig. Og så lige huske dig selv på, at du er den, som skal skaffe dig det. Det kan måske være brugbart for dig at kigge på, om du får givet udtryk for dig i dit parforhold. Eller om du gerne vil have at han gætter dine behov og dine grænser. Får du fortalt hvordan du har det, hvad du har brug for og hvad du ikke synes er i orden? Ikke som en kritik af ham, men som en beskrivelse af dig og dine behov. Hvis ikke fundamentet er i orden, så er der ikke meget overskud eller motivation til at gøre noget for sin partner og det skal I naturligvis gøre noget ved. Hvis ikke I får taget hånd om det, som ikke fungerer, så er I måske allerede på vej væk fra hinanden. Uafsluttede konflikter, ting der ikke bliver sagt eller følelser, der ikke bliver givet udtryk for, er dræbere i parforholdet.

Det er vigtigt at tage dig selv og derfor også din mand alvorligt, så I begge kan nå dertil, hvor det er dejligt at komplimentere hinanden, at smutte i silkenatkjolen stedet for den i bomuld, fordi du ved han synes, du er så dejlig at røre ved under dynen. Om ikke andet, så kan du starte en ny trend hjemme hos jer nemlig ved at give lidt ved dørene. Måske bliver han inspireret og giver dig et klaps i måsen på de rigtige tidspunkter, en god krammer når du trænger og en snak i tusmørket, så du kan fortælle ham om din dag i stedet for at se fjernsyn. Så er I allerede godt i gang med at holde liv i kærligheden og sætte pris noget af det, der gerne skulle betyde rigtig meget for jer og som kan vare længe.

God fornøjelse med kærligheden.

Læs også: Hvorfor sagde du ikke noget? 

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have mit nyhedsbrev?

Email address
Postnummer