Brevkasse: Jeg ville næsten have foretrukket hans vrede

Kære Katrine,

Jeg sad og søgte på nettet og faldt over dit indlæg ”Er din kone forelsket i en anden?”. Jeg er den kone. Det har jeg været i et stykke tid og har været igennem en længere erkendelsesproces. Det jeg godt kan lide ved dit indlæg er, at du skriver, at man fuldt ud selv er ansvarlig for at skaffe sig, hvad man har brug for. For jeg har en tendens til, sikkert som så mange andre, at synes, at det er min mand, der skal ændre sig mest, for at vi kan få det godt igen.

Men jeg forstår bare ikke, hvordan jeg skal skaffe mig de ting selv, når nu it takes two to tango.

Jeg ved, at jeg blev forelsket i en anden, fordi der var en masse ting, som jeg manglede i mit ægteskab. Jeg ved også, hvad det er for ting. Min mand ved, at jeg har været (er..) forelsket i en anden, men vi har aldrig talt direkte om det. Selvom jeg har valgt ham nu, kan jeg ikke bære at fortælle ham om det – i hvert fald ikke før jeg helt ærligt kan sige, at jeg er ovre den anden mand. Måske er der heller ikke nogen grund til det. Han kunne jo have spurgt, hvis han ville vide. Jeg ved, hvornår han fik bekræftet sine mistanker, og hans umiddelbare reaktion var at kæmpe for mig og overøse mig med kærlighed, fordi han blev bange for, at han var ved at miste mig. Det var jo ret smukt… men jeg ville næsten have foretrukket hans vrede. Han gør nu alt hvad han kan for at forstå og handle, når jeg giver udtryk for, hvad det er jeg mener, vi skal ændre på. Men selv er jeg kun halvt tilstede i det, fordi jeg ikke kan give følelsesmæssigt slip på den anden mand. Jeg har gjort det forbi for to måneder siden, men vi er jævnligt i kontakt og der er stadig unfinished business. Jeg arbejder på at give slip, jeg skal nok nå der til, men det går langsomt. Det er som at have kærestesorg.

Jeg har flere gange foreslået min mand parterapi, men han vil ikke. Jeg tænker ikke, at det giver mening at presse ham til det. Vores problem er netop, at det er mig, der har bestemt hvordan vores liv skulle forme sig i de 12 år, vi har været sammen. Han har stort set opgivet alt, hvad han selv drømte om (uden at det var nødvendigt, mener jeg) og lever vist primært for at servicere mig og vores tre børn. Jeg kan ikke længere mærke ham som mand. Kan ikke begære ham, har aldrig, som kvinde, følt mig beskyttet af ham.

Jeg kan godt regne ud, at min opgave er at overgive styringen til ham og det prøver jeg så på, men opgaven synes så enorm, at de små ting vi kan gøre for det i hverdagen virker nærmest meningsløse. Igen er det hele tiden på mit initiativ, fordi min impuls til at komme igennem kriser er handlekraft og hans er passivitet. Jeg trænger til at mærke hans vrede, hans behov, hans ønsker, hans tyngde, hans hvad som helst. Jeg føler ikke engang anger over, at jeg har været ham utro, for hvordan kan han bare acceptere det og ikke blive vred? Ikke konfrontere mig med det? Hvordan kan jeg respektere en mand som ham. Jeg var utro, fordi jeg trængte så umådelig meget til at blive holdt om af en kraftfuld mand og mærke begær igen…

Han har fornylig fortalt mig, at han tidligt i vores forhold valgte at styre udenom konflikter fordi de var for ubehagelige for ham. Jeg fik ret og han fik fred… Han har også fortalt, at han følte, at han var nødt til at ændre en masse ting ved sig selv, for at kunne være sammen med mig. 

På trods af alt dette er der meget kærlighed imellem os. Jeg er ham evigt taknemmelig for alt det han giver os, for at være en fantastisk far, en kærlig, respektfuld mand. Men han bliver nødt til også at tænke på sig selv, genskabe sit eget ego. Jeg savner en mand, jeg har kun skyggen af én. Jeg bestræber mig på at være mere kvinde, men synes egentlig ikke jeg mangler kvindelighed. Og her tilbage til din pointe i ovennævnte indlæg: Hvordan skal jeg skaffe mig selv en mand, eller de ting jeg savner at få af en mand (beskyttelse, styring), uden at bede ham lave om på sig selv? Eller vælge en anden selvfølgelig, hvilket dog ikke er en mulighed og egentlig aldrig var det? Jeg vil rigtig gerne min mand. 

Lettere fortvivlede hilsner,

M

PS. Jeg er klar over, at du driver en professionel virksomhed og vil gerne betale for et svar/mailkonsultation, hvis det er en mulighed? Du er dog også velkommen til at lægge indlægget på din hjemmeside, som jeg kan se du har gjort med andre spørgere. 

Kære M,

Jeg vil meget gerne svare dig og bringer hermed også spørgsmålet på bloggen, da jeg ved at der sidder mange andre kvinder i en situation som din.

Jeg ville ønske din mand ville med i terapi. Jeg bliver nemlig rasende nysgerrig på, hvad der får ham til at “holde sig tilbage”. Mit gæt er, at det er noget, han har lært tidligt i sit liv. Af far eller mor. At det at være tydelig med sine behov og grænser engang var “følelsesmæssigt farligt” for ham. Derfor glatter han ud og indretter sig. Han gør med dig, som han gjorde med dem. Fordi han tror han stadig skal beskytte sig. På den måde får du både et kæmpe ansvar i familien og i forholdet og samtidig en enorm afhængighed af at han kan “fylde dig op”. Det er opslidende for jer begge to og ingen af jer får i virkeligheden, hvad I har brug for.

Jeg kan godt forstå du savner ham. Som mand, partner, ligeværdig. Det er svært for mig at sige om du rent faktisk er meget kvindelig i forhold til ham, det mest oplagte ville være, at blive mere og mere maksulin, for at klare det hele. Men det er ikke sikkert det gælder for dig. Det lyder på dig som om du synes du har prøvet alt, for at appellere til ham. Måske har du også skældt ud, truet med at gå, manipuleret, kritiseret og prøvet at kysse dig til at få ham i øjenhøjde. Det har ikke virket. Derfor ville terapien være en hjælp.

Jeg tænker at det måske ville være hjælpsomt for dig, hvis du forstår hvor han kommer fra følelsesmæssigt. Kender du hans historie? Hans forældre? Ved du hvorfor han gør, som han gør? Jeg tror I trænger til at udvikle et sprog for, hvad der sker i mellem jer. At du siger til ham, når han gør noget, som gør ham udvisket. Og modsat, når han gør noget, som gør noget godt for dig og din kærlighed til ham. Så han bliver klogere på dig og måske kan begynde at reagere anderledes, når han opdager at hans verden ikke styrter i grus, hvis han siger dig i mod.

Den anden del handler om dig: Hvor godt kender du dig selv? Giver det mening, at du har valgt en mand som ham? Har du engang overlevet følelsesmæssigt ved at være den stærke, hende der fikser ting, har overblik, tager ansvar? Hvad fik dig i tidernes morgen til at forelske dig i ham og hvorfor vejer de sider af ham ikke længere så tungt?

Parterapi handler om at blive klogere på sig selv og hinanden. At få flere brikker til det puslespil I begge er. Så kan I begynde at forstå, blive mere rummelige og få et sprog for det der sker imellem jer og hvad I gør ved hinanden. Så kan I gøre noget nyt og bedre og få mere kærlighed til jer selv og til hinanden.

Jeg håber mit svar er brugbart. Held og lykke med det hele.

Mange hilsner

Katrine

Læs også: Min kone er forelsket i en anden.

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have min gratis e-bog & nyhedsbrev?

Email
Postnummer