Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at redde mit parforhold!

Hvornår er nok nok? Hvornår ved du at du absolut har gjort alt hvad du kunne og nu magter du ikke mere? Kun du kender din grænse og kun du ved, hvornår du ikke vil arbejde mere med dig og med jer, for at få jer til at lykkes.

Når du står midt i din frustration og din sorg og afmægtighed kan skilsmisse ses som den eneste udvej. Du har sådan lyst til at smide håndklædet i ringen, for at slippe væk fra det her forfærdelige sted, hvor du hele tiden bliver mindet om alt det, som ikke fungerer. Du kan ikke længere holde ud at være i et kærlighedsløst forhold, hvor det er børnene og historien og pligten, der holder jer sammen.

Den største øjenåbner for mine klienter er, når de opdager deres eget bidrag i det, som ikke fungerer. Når de indser at det er dem selv, der sætter begrænsningerne og ikke deres partner. Når de ser i øjnene at de ikke har været tydelige med hvem de var, derfor kan de nu ikke længere være i forholdet. De har haft så meget fokus på det deres partner ikke gav dem, at de ikke undervejs har opdaget at det er deres eget ansvar de har svigtet. De har ikke indset at alt det de har savnet har de selv bidraget til ikke at få.

Når vi føler os svigtet og kritiseret, når vi keder os og ikke har nok nærhed og passion, så handler det altid om os selv. Det vi oplever andre gør ved os, gør vi selv. Hvornår svigter jeg mig? Hvornår respekterer jeg ikke mine grænser, men lader dem overskride? Hvornår har jeg ladet leverpostejen overtage, så passionen er gået fløjten? Hvornår tog jeg mig ikke tid til at opbygge nærhed? Hvornår fik jeg ikke sagt til og fra og dermed bevaret oplevelsen af at have magten i mit eget liv?

Når du peger med én finger mod din partner, så peger der altid tre fingre mod dig selv.

Det er de færreste, der synes de har gjort alt, hvad de kunne, for at redde deres parforhold, som rent faktisk har gjort det. Spørgsmålet er jo også: hvad har du gjort? Hvis du i årevis har bedt om noget, men ikke fået det, så har du måske bedt om det forkerte eller gjort dig afhængig af at din mand skal gøre noget bestemt, for at du kunne få det på en bestemt måde. Hvis du forgæves har sat dine grænser men de bliver hele tiden overtrådt, så er det måske tid til at sadle om og blive mere tydelig. Lever du sammen med en kvinde, som ikke er god for dig, så kan du jo spørge dig selv, om ikke du fortjener bedre. Hvorfor valgte du hende til at starte med, hvad handler det om hos dig? Det handler altid (også) om dig selv.

Så når du synes du har gjort alt hvad du kunne, så er det måske tid til at se dig selv i spejlet og tage ansvar. Start bare i dag.

Du kan eks. deltage i min workshop Genfind Kærligheden. Vi starter op i april.

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.