Hvor voksen er du?

Jeg har været til møde i banken i dag. Med pæne sko og mand i hånden (min egen, både mand og hånd). Vi vil gerne bygge til og da vi ikke lige har et par millioner på bogen, så må man jo låne og det gør vi så.

Det møde i banken fik mig til at føle mig mægtig voksen. Voksen og fornuftig med terminer og realkreditlån og budget og det hele. Jeg har det med at føle mig voksen af og til, ligesåvel som jeg til tider føler mig mega barnlig.

Da jeg var barn troede jeg, at når man blev 18 år, så var man voksen (oh hvilken lykke), så kunne man gøre som man ville (f.eks. købe en soft-ice maskine, som man kunne have stående på sit værelse) og man vidste ALTID hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Jeg har aldrig haft oplevelsen af at min far og mor var i tvivl. De vidste altid hvad der skulle gøres og jeg fik skældud når jeg gjorde noget forkert, det var de heller ikke i tvivl om, så vidt jeg vidste.

Men jeg blev klogere.

Nu er jeg jo snart (meget snart) fyrre og ved jo ikke altid hvad der er rigtigt og forkert. Jeg er sgu i tvivl. Når jeg tager mig tiden og mærker efter, så ved jeg som regel hvilken vej jeg skal gå og hvad jeg skal gøre, men det kræver liige at jeg stopper op engang og vender cerutten inden jeg fortsætter på min færd.

Jeg er i forskellige situationer ualmindelig barnlig og netop som min mand og jeg sad dér over formiddagskaffen (i øvrigt også et mega voksent koncept det der formiddagskaffe) så blev jeg sgu lidt bange. Uh bange for om det nu er det rigtige, om vi binder os for hårdt og hvad med mig og min frihed og mit firma og kan jeg nu blive ved med at gøre det jeg allerhelst vil (udover at være sammen med ham og børnene)?

Vi komplimenterer hinanden godt han og jeg, for han tog min hånd og fik den myndige stemme på: Skat jeg ville aldrig gøre det her, hvis ikke jeg troede på at vores økonomi kunne bære det. Så kunne jeg læne mig ind til ham og regne med at han er min klippe og tager sig af sagerne. Og jeg ved at næste gang han synes det er lidt svært at være voksen, så kan han ligge på sofaen med hovedet i mit skød og jeg vil stryge ham over håret og mit hjerte vil svulme af kærlighed, for jeg ved at jeg vil passe på ham. Altid!

1 kommentar
  • Kristine/Prima Materia

    24. maj 2011 at 21:03 Svar

    Hmm – voksen. En del af mig nægter at blive voksen. Total fornægtelse af hvad der forventes …

Tilføj en kommentar til Kristine/Prima Materia Afbryd kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have min gratis e-bog & nyhedsbrev?

Email
Postnummer