Hvad Kenneth måtte lære om sig selv

Måske er det dig?

 

Kenneth var vokset op i en familie, hvor døren altid stod åben. Gæster, familie og besøgende var altid velkommen. Vi hælder bare lidt mere vand i suppen. Han var vokset op med nogle stærke værdier omkring fællesskab, og at man skal hjælpe andre og altid forsøge at sætte sig ind i andres følelser.

Nu var han kæreste med Brit. De havde været meget forelskede i starten. Brit var lige kommet ud af et rigtig usundt forhold og Kenneth havde hjulpet hende på at komme på plads i den nye lejlighed. Han havde taget sig godt af hendes børn og de var vilde med hans overskud og altid gode humør. Kenneth var klippen. Ham kunne man ringe til klokken 4 om morgenen, og han stillede altid op, når nogen skulle flytte. Han var selvsagt meget vellidt blandt sine venner.

Men nu var han og Brit i krise. Brit havde rigtig travlt på sit arbejde og med sine børn og havde ikke så meget tid til at se Kenneth. Han var frustreret, følte sig valgt fra. Han havde gjort så meget for Brit og så var det her takken. Han savnede hende, men det virkede ikke som om, hun savnede ham ligeså meget og det gjorde ham vred. Rasende faktisk.

Kenneth fiser rundt i, det vi inde for gestaltterapien kalder, offer-, redder-, krænker trekanten. Det er et rigtig usundt mønster, som de fleste af os kan genkende i en eller anden form.

Redder: I starten hjælper Kenneth Brit med at komme på fode i sit liv efter det usunde forhold. Han er redderen og får masser af anerkendelse og kærlighed for sin store indsats. Han føler sig meget værdifuld og elsket.

Offer: På et eller andet tidspunkt er Brit på plads og har derfor ikke længere brug for Kenneth i samme grad. Hun får travlt med andre ting, som det er helt naturligt hun også vil i sit liv. Men Kenneth kan ikke rumme det. Han vil blive ved med at være redder og få sin anerkendelse, men det vil Brit ikke give ham og det giver anledning til en masse konflikter. Men det er i bund og grund sundt og godt.

Krænker: Det er ikke rart at være offer for sine egne standarder eller for sin afhængighed af andres anerkendelse, derfor bliver Kenneth vred og begynder at krænke Brit. Først blot i sine tanker, men jo mere han føler sig uvigtig i hendes liv, jo mere rasende bliver han og det bliver til voldsomme sammenstød mellem dem. Han kan måske endda gøre Brit så ked af det, at han kan redde hende lidt igen. Denne gang fra ham selv.

Og så kører møllen. Offer- redder, krænker- trekanten tager mange former.

Vejen til at bryde det usunde mønster handler om at erkende det. Se at du er en redder. At du stiller for høje krav til dig selv og dermed til andre. At du gentagne gange forelsker dig i nogen, som ikke helt har styr på deres liv, er svage, afhængige og som du så kan være den værdifulde redder for. At det var den rolle du havde i din primære familie og at du fortsætter mønstret, fordi det er sådan du føler dig elsket.

Blive opmærksom på hvornår du gør dig til offer. Hvornår det du gør for andre ikke er af lutter uselvisk god vilje, men nærmere er en handel, hvor du skal have noget ”tilbage”. At du i bund og grund er lige så afhængig af deres anerkendelse og ros, som de er af det du bidrager med.

Opdag hvornår du krænker fordi du selv er såret og ikke føler dig set. Udfra devisen om at: det skal gøre lige så ondt på dig, som det gør på mig. Når du mærker uretfærdighedens harme, så stop dig selv og spørg dig selv, om du har gjort for meget. Fik du skaffet dig det DU havde brug for eller ventede du på at du skulle have det fra den du elsker? Venter du på at han eller hun af sig selv opdager, hvor meget du har ydet og at det nu er din tur til at ligge på sofaen og blive taget af? It´s not gonna happen.

Ikke med mindre du selv smider dig derover eller åbner munden og beder om det du savner. Måske får du det, måske får du det ikke. Det må du forholde dig til uden at bebrejde. Måske kan jeres forhold ikke holde til at I bliver ligeværdige. Faktum er at det først er dér, den virkelige kærlighed kan begynde.

Bare se at komme i gang. Ligesom Kenneth.

God fornøjelse med kærligheden.

Læs også: Når problemerne bliver fejet under gulvtæppet 

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have mit nyhedsbrev?

Email address
Postnummer