Gør du dig afhængig af din mands følelser?

Et af de steder i parforholdet, hvor vi gør os mest sårbare, på en rigtig uhensigtsmæssig måde, er når vi gør os afhængige af hinandens følelser. Jeg hører ofte par sige: Det kan jeg jo ikke sige, for så bliver hun bare vred, og det orker jeg ikke eller ‘Han bliver altid så ked af det, og jeg vil jo ikke såre ham så…’ og andre variationer over emnet ‘du må ikke have disse følelser, for det kan jeg ikke klare’

Når vi gennem længere tid forsøger, at styre udenom bestemte reaktioner fra vores partner, så bliver vi irriterede, frustrede og indebrændte. Der er følelsesmæssige tabuer og det bliver som at bevæge sig rundt i den cambodianske jungle og forsøge, at undgå landminerne. Man kan sige, at der med tiden bliver mindre og mindre følelsesmæssig plads i forholdet. Samværet bliver ufrit.

Reaktioner og sætninger som disse vil være almindelige:

  • Det er typisk dig, nu lukker du i som en østers igen
  • Nå ja, du skrider som du plejer, når du ikke kan forsvare dig.
  • Du bliver altid så skide sur når… det er ikke til at holde ud
  • Tuder du nu igen, det er ren manipulation fra din side, men det virker ikke på mig, kan jeg sige dig.
  • Hvorfor helvede må man ikke sige sin mening her i huset, det kan sgu da ikke være rigtigt, at du ikke vil høre sandheden.
  • Du skal ikke bestemme, hvad jeg skal. Det skal jeg nok selv finde ud af.
  • Hvorfor bliver du altid så såret, når jeg… jeg må da have lov til at…

Vi har altså uendelig travlt med, hvad der foregår følelsesmæssigt hos hinanden og hvis ikke vi kan lide den reaktion vi får, så begynder vi at forsvare os, kritisere, skælde ud eller trækker os og det er rendyrket gødning til konflikterne.

  • Konflikter kan være begyndelsen på enden for et forhold, men det kan også meget vel være udviklingspotentiale. I vælger selv.

    Sådan her gør du:
    · Opdag hvilke følelser hos din partner, som du har svært ved at rumme.
    · Hvorfor er det lige præcis de følelser, som er svære at håndtere?
    · Hvis det er vrede, er det så fordi du selv har svært ved vise din egen vrede? Er det sorg og det er ikke ok for dig at være ked af det og græde?
    · Hvordan har du det med de følelser, som du har svært ved at rumme hos din partner? Hvad gør de ved dig? Føler du dig forkert/utilstrækkelig/såret eller?
    · Hvad gør at det bliver vigtigt hvordan din partner har det? Føler du dig afvist eller kritiseret, hvis han/hun har det på en anden måde end dig? Tror du det handler om dig? At det er din skyld at hun har det som hun har det?Grundlæggende kan man sige, at når vi sætter hinanden fri følelsesmæssigt, så har vi allerede luget alvorligt ud i konflikstoffet og vi vil opnå en større smidighed i forhold til hinanden. Faktum er at din partner har det som han/hun har det. Det kan du ikke ændre. Det skal du heller ikke. Han eller hendes følelser har intet med dig at gøre, det er deres følelser. Du skal ikke hverken fixe det eller redde dem. Det må de selv deale med. Det er ALDRIG din skyld hvordan din mand/kone har det. Måske har du gjort noget, som har aktiveret det, men det er til enhver tid deres eget ansvar hvordan vi håndterer det der sker med dem. Det gælder også dig og dine følelser.

    Det er en generel misforståelse, at vi er ansvarlige for hinandens følelser. “Du gør mig så vred” eller “Du sårer mig når du” og den slags er noget forbandet sludder. INGEN KAN GØRE NOGET VED DIG; SOM DU IKKE TILLADER. Medmindre du bliver udsat for et overgreb, er du selv ansvarlig for, hvordan du reagerer på det, der sker med og i dig.

    Derfor: Tag ansvar for dine egne følelser og skrid ud af din partners. Han har det som han har det og så er den ikke længere. Hvis han har tænkt sig at surmule over noget du har gjort, er det hans problem (jamen det er jo ikke særlig hyggeligt vil du så påstå, nej måske ikke, men det skal der også være plads til). Hvis hun bliver ked af det og græder, så bare vær der og rum hende. Tårerne er hendes og har ikke noget med dig at gøre. DU kan trøste hende, men lad hendes følelser være, som de er. Du kan ikke tage dem fra hende og det skal du heller ikke.

    Det er ikke det samme som at vi ikke kan forholde os åbent og smidigt og empatisk i forhold til hinanden. Det skal vi så absolut gøre i vid udstrækning, men vi skal ikke gøre os afhængige af vores partners følelser.

    Held og lykke med kærligheden!

2 kommentarer
  • Jennie

    1. december 2017 at 09:31 Svar

    Jeg er 45 år gammel. Nogle vil mene at det er en alder hvor man hviler godt i sig selv. Har fundet sin indre styrke og ved hvem man er. Har fundet hjem til sig selv. Jeg synes aldrig jeg har været mere forvirret over hvem jeg er og hvorfor fanden jeg reagerer som jeg gør i nogle situationer. Men så læser jeg dine opslag. Dine kloge ord rammer mig ca. lige så hårdt i bevidstheden som det føles at bli slået i gulvet af en kickbokser. Og det er godt, pissegodt. Og det hårdt, edderhårdt! At tage 45 års adfærdsmønster, kigge det i øjnene og tænke “Aaahh! Det er derfor, det ændrer jeg da bare så!”….hvorfor er det så f*cking svært at ændre et indgroet mønster?

    • Katrine Axholm

      4. december 2017 at 12:47 Svar

      Kære Jennie, Tak for din kommentar. Ja, det er pisse hårdt og svært. Og det er det fordi mønstrene netop er fastgroede. Fordi de er lært for så længe siden og sidder så godt fast. Der er ikke andet at gøre end at klappe dig selv på skulderen og sige: “Der var du igen gamle mønster. Tak fordi du prøver at passe på mig. Husk at jeg er voksen nu, så jeg skal nok klare det her selv”. Nogle gange lytter mønstret og andre gange ikke. Sådan er det. Desværre. Held og lykke med det. Kærlig hilsen Katrine

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have min gratis e-bog & nyhedsbrev?

Email
Postnummer