IN-Klumme: Gentager du det, du kender

Vi gentager de mønstre vi kender fra vores barndom i vores parforhold. Vores far og mor har lært os at være den vi er og det er vi så også, når vi bliver voksne. Også selv det ikke er godt for os.

De mønstre vi har lært kan vise sig på mange finurlige måder og det kan være svært at få øje på, på egen hånd. Derfor skal vi arbejde med den historie, som har præget os. Det er den eneste måde vi kan forandre os på. Den vakse læser ved, at jeg tror på, at den eneste vej til forandring og udvikling er at tage ansvar for sine mønstre. Det dur altså ikke at give andre skylden for egen ulykke. Hver gang du peger på en anden, er der tre fingre, der peger på dig (prøv selv).

Her kommer et eksempel på, hvordan det kan komme til udtryk
Anna havde altid været en sød pige. Hendes far havde arbejdet meget og Annas mor havde haft travlt med tre børn og et halvdagsjob. Anna var den midterste, og hendes storebror var der altid problemer med. Anna havde derfor lært ikke at gå i vejen. Hun var flittig og hjælpsom og artig, for så fik hun ros og anerkendelse og sin mors kærlighed.

Anna mødte Henning tidligt og de blev kærester og stiftede familie. Henning var ambitiøs og arbejdede meget. Anna tog sig af familien, som hendes mor havde gjort det og havde aldrig overvejet, om det skulle være anderledes. Ikke før Henning kom hjem og sagde at han ville skilles, fordi han havde mødt en anden. Anna mistede fuldstændig sit fundament. Nu skulle hun ikke længere kun være mor og kone, hun skulle finde ud af, hvad hun ville med sit liv. Som Finn Nørbygaard siger: Tillykke med din krise.

På med arbejdshandskerne og i gang.

Bedste hilsner
Katrine

Læs også: Scener fra parterapien