Du skal give mig det, som jeg har brug for

(jeg kan nemlig ikke selv).

 

Med jævne mellemrum har jeg par i terapi, hvor den ene part er mest optaget af det han eller hun ikke får af den anden. Sætninger som:
· Hvis du elskede mig ville du..
· Jeg kan ikke forstå, at du ikke bare kan…
· Hvis nu du var mere…

Fokus ligger altså hos partneren og ikke hos en selv. De er mest optaget af at skulle have noget. At den anden skal levere varen. Opfylde behovet og være på en bestemt måde, for at forholdet kan lykkes. For at kærligheden kan bestå. De fleste synes selv at de yder en hel del (herefter kommer en opremsning af alt de de synes de gør i forholdet) og derfor forventer de at få “betalt tilbage” med det de selv har brug for. Parforholdet er altså en byttehandel, hvor parterne gør sig gensidigt afhængige af at få det, de har brug for af den anden.

Rigtig mange mennesker synes at det er sådan kærligheden skal være.

Når det så ikke lykkes, så siger de “vi passer ikke sammen”, vi er “vokset fra hinanden” eller “jeg får ikke det jeg har brug for, så jeg tror jeg bliver mere lykkelig med en anden”.

Jeg ved godt du måske klikker væk, hvis jeg skriver noget om selvkærlighed og at du selv er ansvarlig for dit liv og bla bla bla. Men det gør det ikke mindre sandt. Du er måske bare træt af at høre på det. Måske fordi der er noget om snakken. Bare et gæt.

Ansvarlighed handler ikke kun om at være sine egen lykkes smed. Det handler om, at alt hvad du oplever i verden siger noget om dig. Derfor er det interessant at kigge på, hvad det du savner hos din partner, mon handler om noget hos dig selv.

Altså
· Hvis ikke du føler dig set, hvordan mon du så bærer dig ad med at være usynlig
· Hvis du ikke føler die elsket, kunne det så være en afspejling af, at du ikke føler dig elskelig
· Hvis du ikke føler dig respekteret, hvordan mon så du undgår at indgyde respekt
· Hvis du keder dig, hvordan mon du så undgår at få mere fis og ballade ind i dit liv

Ofte søger vi at få de behov dækket, som vore forældre ikke magtede. Hvis aldrig din far gav dig den anerkendelse, som du sådan havde brug for som barn, så vil du sikkert synes, at den er livsvigtig at få af din partner og du bliver rasende, hvis ikke hun giver dig den. Eller du vil gøre det stik modsatte, og nærmest synes at det da er latterligt, at have brug for anerkendelse. Det er kun for svagpissere, du kan da klare dig selv.
Hvis din far og mor ikke kyssede og krammede dig og viste dig deres åbenlyse kærlighed, så bliver du enten lidt kropsforskrækket, eller du vil søge at få alle de kys og kram af din partner, som dine forældre ikke fik givet dig.

Uanset hvad du har med dig af erfaringer fra far og mor, så præger det din oplevelse af kærligheden. På godt og ondt. Det er din historie, dine erfaringer, din rygsæk, ergo er det også dit ansvar, hvordan du oplever, det der sker. Og dit ansvar at ændre det, der ikke virker.

Først når du trækker overkroppen ud af din partners tulipanbed og have alt for travlt med alt det han eller hun skal give dig, når er villig til tage dit ansvar for din historie og dine mønstre, kan du begynde at gøre noget andet og meget bedre.

Det er lettere sagt end gjort. I know, men det er det hele værd. Det garanterer jeg dig. Jeg har selv prøvet det.

1 kommentar
  • Helle

    15. november 2016 at 09:59 Svar

    At få overrakt ansvaret for en andens lykke… Det er jo umuligt at bære det ansvar til alles tilfredshed…

    Ikke at jeg aldrig har jokket i andres tulipan bed – for jeg har sørme også trådt ved siden af og kommer da også til det igen i et “svagt” øjeblik.

    Men det dræner altså et hvert forhold.

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have min gratis e-bog & nyhedsbrev?

Email
Postnummer