Det vi ikke taler om, det findes ikke

Jeg har været til yoga til morgen. Det er der ikke noget underligt i, for det gør jeg helst mindst engang om ugen hér. Nå men jeg lå og kampsvedte i en eller anden position, som jeg ikke kan huske navnet på. Det var hårdt. Ret hårdt. Så hårdt at jeg på et tidspunkt fik en frygtelig lyst, til at rejse mig op og gå. Det var ikke bevidst, det føltes nærmest som en impuls. En impuls til at flytte mig væk fra det, som ikke var rart for mig.

Det er en helt naturlig refleks. At vi søger den gode og bløde og søde mad fremfor det grove og det som ikke smager godt. Vi vil hellere være glade, end at græde. Vi søger (som udgangspunkt) det gode og forsøger at undgår smerte, tristhed og sorg. Det er meget smart af naturen at indrette os sådan, for vi har brug for den evne, til at overleve.

Den er til gengæld ikke så praktisk, når vi af og til, gennem vores liv, har brug for at kigge på det, som gør ondt. Vi er, fordi sådan er livet også, nødt til at at tage tyren ved hornene, se løven i øjnene og tage fat på det, som ikke fungerer for os. Ellers bliver det ved med at forfølge os. Det vi ikke vil tage ansvar for at ændre, det bliver ved med at være der. Uanset hvor meget vi ønsker os det ud, hvor pebret gror.

Det er desværre langt fra alle, som har opdaget hvordan det hænger sammen. Det tror at problemer de skal ind under gulvtæppet eller lever ud fra en overbevisning om, at det vi ikke taler om, det findes ikke. De tror at problemerne kan ties ihjel og at man ikke skal beskæftige sig med det, som gør ondt. Det gør det jo bare værre!! De kan ikke se meningen med at tale om det der er svært og hvis man (oh ve oh rædsel) skulle komme til at græde, så skal man for alt i verden få det til at gå over igen. Det lyder måske som om jeg gør nar, men du drømmer ikke om, hvor mange mennesker, der rent faktisk tror det er sådan man skal leve sit liv.

Det er desværre bare sådan at det er de selvsamme mennesker, som føler sig ensomme, er utro, bliver skilt, får depressioner, angst, går ned med stress og måske er det også grund til nogle sygdomme. Det er rigtig trist og alle som har prøvet at gennemgå en krise og blive klogere på bagsiden af den, kan skrive under på, at de ikke ville være foruden. Mange bruger altså helt utrolig meget tid og energi på, at holde smerten og sorgen fra døren, men når først de får set det svære i øjnene, så opdager de at det slet ikke var så slemt, som de frygtede. Der er lys for enden af tunnelen, også selvom der er mørkt lige, når vi går derind.

Jeg skal hilse og sige, at det kan anbefales at tage skridtet og jeg blev da også i det svære i dag, selvom jeg havde lyst til at tage flugten. Jeg er sikker på at min yogalærer Charlotte vil mene at det handler om noget følelsesmæssigt, som er hårdt at se i øjnene. Hun har nok ret.

Kærlig hilsen

Katrine

Læs også: Jeg skal skilles, og jeg skammer mig 

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have mit nyhedsbrev?

Email address
Postnummer