Det kan godt være, at min nye kæreste ikke er særlig lækker, men han er mega god til at slikke fisse!
Jeg taler af og til med mine veninder om, hvordan jeg ville vælge anderledes, hvordan jeg ville vælge en ny kæreste, hvis jeg skulle få brug for det en dag.
Jeg synes det findes mægtig mange dejlige mænd i verden og samtidig tror jeg, at jeg måske har et lidt rustent billede af, hvad et parforhold er for mig, fordi jeg er i det. Jeg har været sammen med min mand i 15 år og vi har været oppe og nede og ude og inde og frem og tilbage sammen, og det har selvfølgelig præget mig og mit forhold til kærlighed. Jeg har ganske enkelt noget at sammenligne med, som jeg ikke havde, da jeg var 18.
Jeg ved en masse om, hvad jeg gerne vil have og hvad jeg ikke vil have, så måske vil jeg være bedre rustet til at finde en mand, som passer til mig, end da jeg var ung og valgte i al min uerfarenhed.
Så hvad ville være vigtigt og hvad ville være mindre vigtigt for mig, hvis jeg skulle vælge igen?
Ved du hvordan du vil/ville vælge anderledes?
Det forekommer mig at de fleste ved en overordentlig masse om, hvad de ikke vil have i et parforhold, men til gengæld nærmest ingenting om, hvad de gerne vil have. Jo altså, han skal være sød og lækker og klog og have humor og et ordentligt job og ikke være på stoffer eller kriminel osv. Men hvor meget siger det egentlig om et menneske?
Det siger jo selvfølgelig noget, men det er jo egenskaber, som en rigtig stor del af den danske befolkning kan svare ja til og der er vel trods alt en ret stor del af dem, som du ikke ville være interesseret i, vil jeg mene. Så hvad er de ultimativt vigtigste egenskaber hos en partner, hvad ville du under ingen omstændigheder gå på kompromis med?
Og vil det være muligt for dig at “holde den hjemme”, altså være opmærksom på dine behov og ikke have fokus på egenskaber hos ham. Forstår du hvad jeg mener?
Jeg har netop haft en mindre korrespondance med en mandlig bekendt på Facebook, som netop handlede om hvorvidt man bliver mere eller mindre kritisk med årene og hvorfor man som voksen single bliver ved, med at rende ind i den samme type partnere. Hvordan kan man som mand være sig så bevist om, at man vil have en selvstændig kvinde og så ender man alligevel med een, som mægtig gerne vil reddes / som er bange for nærhed / arrogant osv. Hvorfor kan behovene og kravene stå så tydeligt og alligevel får man gang på gang viklet sig ind i et forhold, som på vigtige punkter ligner det man forlod?
Hvis jeg mødte en ny mand som på alle områder virkede rigtig lovende og jeg var forelsket, uh til op over begge ører og så efter noget tid (all right, der ville nok ikke gå så lang tid) opdagede at han ikke var villig til at tale om sine følelser, så ville det desværre være Goodbye Ruth til ham. Jeg vil aldrig nogensinde leve med en mand, som ikke turde/ville vise mig, hvem han var, med alt hvad han var. It´s a core need.
Vi snakker her ikke føle-føle tøffelhelt, der sidder og græder op ad min skulder hver anden dag. Næ vi snakker macho lækker mand, som ikke vil vurderes, kritiseres og dikteres, men som sætter sine grænser og udtrykker sine behov, som er i stand til at sige undskyld, når han klokker i det og som kan rumme mig og komme mig i møde, når jeg synes livet er imod mig. Som ved hvad jeg har brug for, fordi han hører hvad jeg siger og som ved, hvad det vil sige at give omsorg, vise kærlighed og respekt, fordi det kender han fra sig selv. Ja tak!
Hvad med dig og kærligheden er du tydelig for dig?
Jeg tror det er fordi vi er bevidste om vores krav i hovedet, men det vi instinktivt går efter er de krav (eller ubevidste behov om du vil), som kroppen og historien stiller. For lige at blive lidt teoretisk, så leder vi efter at få afsluttet det, vi ikke fik afsluttet i barndommen.
Det er meget individuelt hvordan det uafsluttede viser sig i den enkelte og jeg skal hilse og sige, at det kan være overordentlig svært at få øje på uden hjælp. Jeg taler af erfaring. Lidt simpelt ridset op, så vil den voksne, som er blevet svigtet som barn, ubevidst gå efter at blive svigtet igen, fordi det er hans/hendes mulighed for at hele gamle sår på. Hvis man ikke har følt sig set af sine forældre, vil man med stor sandsynlighed ubevidst vælge en partner, som heller ikke er i stand til at se en, som den man er. Vores parforhold er altså vores mulighed for at udvikle os.
Jo mere bevidste vi er om hvem vi er, jo bedre kan vi derfor vælge en partner, som kan fuldende den kærlighed vi allerede føler til os selv. Lød det lidt højtravende? Der er altså noget om snakken. Prøv selv!
Responses