IN-Klumme: Derfor kan det betale sig at se på det grimme

Jeg fik følgende mail fra en af mine klienter:

Kære Katrine

Tusind tak for i lørdags. Det skal siges, at jeg har været fuldstændig udmattet hele weekenden.

Da jeg tog fra dig af, købte jeg mig et hæfte og en blyant og brugte tiden i toget på vej hjem til at få skrevet alle de gode redskaber ned, som jeg kan anvende.

Da jeg kom hjem, spurgte min mand til, hvordan det var gået. Jeg fik fortalt ham om alt det, vi havde snakket om, og at mange af de ting, der sker mellem ham og jeg, ikke havde noget med ham at gøre. Men at det har noget at gøre med det, jeg har med fra barndommen. Jeg kunne mærke, at det gjorde indtryk på ham.

Jeg fik også forklaret ham om de redskaber, du har givet mig, og at han i starten kunne hjælpe mig videre, ved at prøve at aflede mig, hvis jeg begyndte med min “sædvanlige plade.” Jeg græd hos dig, jeg græd om lørdagen, mens jeg snakkede med min mand. Jeg græd om søndagen, og lige nu kan jeg mærke det kommer igen. Men jeg tænker, at jeg virkelig får bearbejdet nogen ting, som jeg egentligt bare har ville lukke ude af mit liv.

I lørdags fik du og jeg også snakket om, hvad der kan have udløst alt den krise, jeg står i. Jeg er efterfølgende kommet i tanke om at noget andet positivt, ud over at mine børn er ved at være store. Måske det at være blevet mormor til et så fantastisk og vidunderligt lille væsen, som jeg kan mærke i den grad rører noget dybt inde i mig. Som om jeg gennem kærligheden til mit barnebarn kan mærke smerten over den historie, jeg har. Det er smertefuldt, og det er en gave.

Alt i alt er jeg klar over, at jeg virkelig har nogle ting, der skal bearbejdes, og du har formået at få mig til at forstå, hvad det handler om. Tusind tusind tak for det. Får jeg brug for mere hjælp, så kontakter jeg dig.

Knus fra Anne

Vi er præget af det liv, vi har levet, og af den barndom vi har haft. Ingen forældre er perfekte, ingen barndom er uden svigt, afsavn og oplevelsen af ikke at blive forstået som den vi er. Det er blandt andet det, der hærder os, og gør os i stand til at håndtere de udfordringer livet har til os alle sammen.

Det som til gengæld ikke er så hensigtsmæssigt er, når vi slet ikke vil kigge på det, vi har med i bagagen. Når vi kategorisk tænker, at det ikke kan betale sig at beskæftige sig med fortiden, for vi kan jo ikke ændre noget alligevel. At far og mor gjorde det så godt de kunne, og det jo ikke nytter noget at græde snot over det nu.

Men det betaler sig i allerhøjeste grad. Når ikke vi kender vores historie, og hvad den har gjort ved os, så bliver det historien, og de mønstre vi har lært, der kommer til at række os rundt ved næsen. Vi kan nemlig ikke ændre det, vi ikke kender. Vi har en forestilling om, at “sådan ER jeg bare, det kan der ikke laves om på”. Men det kan der ofte. Personligt havde jeg ikke været en halvt så god mor, datter, kæreste eller veninde, hvis ikke jeg havde gjort så stort et stykke arbejde, som jeg har lagt for dagen. Mit liv havde været SÅ kompliceret. Pfew, jeg bliver helt træt ved tanken.

Som Anne beskriver i mailen herover. Det gør ondt, det kan også gøre vred, men først og fremmest er den en befrielse at give slip på det, der var, så der kan blive meget mere plads til det der er nu.

“Frygten for at det vi har oplevet i fortiden skal ske igen, giver ikke virkeligheden en chance.” (jeg ved ikke, hvem der har sagt det, men det er edderrolme klogt).

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have mit nyhedsbrev?

Email address
Postnummer