Derfor er det svært at modtage komplimenter

Kender du det, at en kollega siger: Ej sikke en smuk kjole du har på, den klæder dig helt vildt godt? Og du svarer: Ah ha denne her, den er altså gammel, og fra H&M tror jeg.
Eller din mand tager et godt greb om dine balder og siger: Mmm jeg elsker din røv. Hvortil du svarer: Åh, jeg synes sgu, den er begyndt at hænge lidt.

Det skal i dag handle om de kvababbelser, mange har omkring at modtage komplimenter. Hvorfor er det på den ene side dejligt at få et kompliment og på den anden side mega akavet, og du får lyst til at forklare eller smutte væk fra smigeren?

Det er sådan, at når du får en komplement, så skal det afspejle, sådan som du ser dig selv. Det skal altså “lande” i dig på en måde, hvor du tænker: Ja tak, jeg ved godt, at jeg ser smuk ud i denne her kjole. Dejligt du siger det.
Komplimentet skal føles sandt, og i overensstemmelse med sådan som du ser dig selv.

Det er rigtig svært at modtage og blive glad for et kompliment, hvis du føler dig tyk og grim. Så bliver du forlegen, og ved ikke hvad du skal svare.
Hvis en mand eksempelvis synes du er sexy, og det føler du dig overhovedet ikke. Så føles det ikke ægte at modtage den ros.

Den anden del handler om, at hvis du ikke selv føler dig smuk og værdifuld, så er det forbundet med smerte at få af vide, at det er du. Hvis du som barn ikke havde oplevelsen af, at dine forældre syntes du var den dejligste prinsesse på jorden, så er det svært at føle dig sådan, når en mand synes det, når du er voksen. Når vi får det, vi har savnet, så får vi også øje på, hvor hårdt det har været at leve uden.

Det er forbundet med smerte at modtage det, du altid har lægtes efter.

Og det er uvant og derfor bliver du nemt kejtet.

Måske er der i Danmark også noget jantelov, som lige sætter en dæmper på begejstringen. Nu skal du ikke komme for godt i gang og tro du er mere end os andre. Nej da, så hellere nedtone lidt. Måske har man aldrig fået ros tidligere i sit liv og det kan føles som en vild overdrivelse at få det. Lidt som nogle amerikanere kan føles nærmest falske med al deres ros. Fordi vi ikke er vant til den.

Når komplimenter bliver akavede, så går du glip et det dejlige øjeblik, hvor du kan sole dig i en andens beundring og værdsættelse. Når komplimenter ikke føles rare, siger det noget om hvordan du ser dig selv og det er brandærgerligt, hvis ikke du bare kan sluge det råt og nyde at blive set og nydt.

Det er sådan, at vi fortsætter den kærlighed (eller mangel på samme) som vores far og mor nærede til os. På godt og ondt. Men sådan behøver det ikke blive ved med at være.

Du kan og skal give dig selv det, din far og mor ikke formåede.

Læs også: Hun forlod mig, og jeg fik ikke en chance for at redde forholdet

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have min gratis e-bog & nyhedsbrev?

Email
Postnummer