IN-Klumme: Afdøde ægtemænd er altid de bedste

De afdøde ægtemænd er altid de bedste, sagde min farmor og himmelvendte øjnene. De sidste år af sit liv boede hun på et plejehjem, og når hun havde været til fællesspisning med de andre madammer, så var hun altid så forarget over, hvordan hun måtte lægge ører til en lovprisning af de mænd, som med stor sandsynlighed, havde lignet min farfar til forveksling.

Min farmor kunne nemlig godt huske, at selvom det var næsten 20 år siden min farfar døde og hun af og til stadig savnede ham, så var han selvfølgelig også mega irriterende engang imellem. Han brokkede sig dagligt over sit arbejde, men gjorde aldrig noget aktivt for at ændre det. Han forlangte at min farmor tog sig af det huslige, også selvom hun også arbejdede, og han glemte deres mærkedage, så min farmor sad og så tyndstegen blive tør, når et møde trak ud. Min farmor havde ikke noget behov for at forherlige ham eller deres liv sammen, hun sagde: hvis der er noget ved din kæreste, som irriterer dig, så kan du godt forberede dig på, at det ikke bliver bedre med årene. Hun var på ingen måde bitter, havde derimod en masse humor og ville meget hellere se på min farfar, som den har var på godt og ondt end at pynte på sandheden, som både havde været smuk og besværlig.

Jeg synes desværre at mange kvinder bruger uforholdsmæssigt meget tid på at brokke sig over deres ægtemænd. De beklager sig over, at han bruger for meget tid jobbet, på fodboldbanen eller i sofaen. Mange kvinder bruger et helt ægteskab på at forsøge at lave deres mand om. Hvorfor er han ikke lidt mere nærværende, hvorfor hjælper han ikke mere til med det huslige, hvorfor dit og hvorfor dat! Når så manden er død, så vender kvinderne, ifølge min farmor, på en tallerken og så var han pludselig både det ene og det andet, selvom han i virkeligheden af og til var en dødssyg sofakartoffel.

Jeg kan selv gå og sukke højlydt herhjemme, når jeg bliver rigtig træt af at være voksen og fornuftig og ansvarlig og har meget mere lyst til at gå i byen og drikke sjusser og ryge forbudte smøger. Så vil jeg gerne have at min mand kan se på mig, at nu er byrden for tung og at han skal tage over. Han skal også helst tage sig af de ting jeg ikke gider: som at tømme afløbet i badeværelset og hente stigen ude i sneen når vi skal på loftet efter kufferter og køre på lossepladsen, når der er rigtig meget irriterede blandet skrald vi skal af med.

Sådan er livet bare ikke indrettet. Min mand har sine egne prioriteringer og sure og søde ting han skal tage sig af, så i en alder af 43 må jeg bare konstatere, at der er ingen vej uden om. Jeg må gøre det der skal til for at opretholde et liv med far og mor og børn, på med arbejdshandskerne og ud over stepperne. Brokkeriet, har jeg konstateret, bidrager ikke til nærheden og lykken i vores forhold, så hvis jeg vil have ændret noget, så må vi tage os en ordentlig snak og det jeg ikke kan ændre, må jeg finde fred med.

Engang imellem kan jeg så tage min mand i hånden og nyde at vi har det liv vi har. Så kan vi gå ud og spise og høre musik eller i biografen og jeg kan gøre det fordi jeg ved at både han og jeg yder en indsats, for at holde vores lille maskine af en familie i gang og skulle jeg være den, som dør først, så vil jeg altid være ham taknemmelig for hans indsats og huske ham for at være lige præcis den han var, ved min side.

Læs også: IN-Klumme: Pas dig selv!

Der er ingen kommentarer

Tilføj en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Vil du have min gratis e-bog & nyhedsbrev?

Email
Postnummer