Se mig, rør ved mig

Du er, når andre ser dig

Da jeg gik i måske 5. klasse var jeg meget forelsket i en dreng, med det dejligste mørke hår. Jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men han spillede fodbold og en dag var jeg på stadion, hvor han spillede med nogen fra sin klasse. Jeg ville så rasende gerne, at han lagde mærke til mig, så jeg sad på tilskuerrækkerne og råbte op, for at være sikker på, han vidste jeg var der. Efter nogen tid råbte han op til mig på melodien af den gamle sang ” Katinka, Katinka luk vinduet op”, nu med en ny og langt mere rammende tekst ”Katrine, Katrine, klap gællerne i” AV! Jeg glemmer det aldrig, og jeg brugte resten af eftermiddagen på at finde et musehul, jeg kunne krybe i.

Her godt og vel 30 år senere suser jeg af sted på rulleskøjter hen over parkeringspladsen på mine børns skole, for at være sikker på at nå at overhale en bil med en meget lækker far i. Jeg vil så rasende gerne at han lægger mærke til mig. Jeg tager højhælede sko på, for så er der måske en som kigger efter mig på gaden. Når jeg skal i byen med min mand, vælger jeg en kjole, han godt kan lide, så han skal synes, jeg er dejlig.

Jeg er måske blevet mere raffineret med årene i min måde at tiltrække opmærksomhed på, måske slet ikke. Det vigtige er, at formålet er det samme. Jeg har nemlig brug for, at andre mennesker lægger mærke til mig, for at jeg kan få bekræftet, at jeg er her. Det er altså ikke nok at dimse stille rundt for mig selv langs panelerne. Ikke hele tiden i hvert fald. Næ, jeg skal ud over rampen, så jeg kan blive set og hørt. På den måde kan jeg blive bekræftet i, at jeg er her på jorden. Jeg har brug for jævnligt at få af vide, at jeg er klog og smuk og sjov, en god mor, kone, veninde, datter og alle de andre roller jeg har i mit liv. Det bruger jeg så råt og brutalt menneskerne omkring mig, til at få. Ligesom jeg selvfølgelig giver det samme til dem.

Jo mere jeg har arbejdet med mig selv, jo mere fred har jeg fået med at være den jeg er. Jeg behøver altså knap så mange halsbrækkende styrt for at få mit dope. Det bliver bare så helt utrolig tydeligt for mig, at jeg stadig, som 42-årig så gerne vil have at “far og mor” skal se mig og fortælle mig, hvor elskelig jeg er. Nu set med andres øjne. Jeg har altså brug for andres bekræftelse, for at mærke min værdi.

Jeg tror ikke på vi mennesker nogensinde har nok i os selv. Vi vil altid have brug for andre til at se os, registrere os og elske os. Også selvom vi godt ved, at vi er værdifulde i os selv. Vi har brug for at spejle os i andre mennesker, fordi det er i samværet, vi især mærker os selv og ikke mindst udvikler os.

Det er helt som det skal være og jeg vil blive ved med at gøre mig umage, for at blive set. Så længe det jeg skal have udefra ikke er vigtigere, end det jeg giver mig selv.