Når problemerne bliver fejet under gulvtæppet

Malene kom til mig fordi hun var i tvivl om hun stadig elskede sin mand. De havde mødt hinanden da de var ganske unge, og Malene havde hele deres liv sammen, indrettet sig efter hans ønsker og behov. I mange år syntes Malene, det havde fungeret fint sådan, hun undgik konflikterne, og alle var glade. De havde et godt liv sammen. Fik to børn og overfor dem havde det ikke været svært at sætte grænser.

Men Malenes følelser for Thomas var blegnet over de seneste par år, og nu vidste hun ikke, om hun skulle blive eller om hun skulle gå. Hun var plaget af dårlig samvittighed, for det var jo ikke Thomas´ skyld, at hun ikke kunne passe på sig selv og sætte grænser. Samtidig kunne Malene ikke mærke sig selv og sine behov, når han var i nærheden. Han mindede hende hele tiden om, at han havde bestemt det hele. Hun havde simpelthen ikke den selvtillid der skulle til, til at lære at sætte grænserne og mærke sine behov sammen med ham. Hun måtte væk. I hvert fald for en tid.

I terapien opdagede Malene, at hun havde svært ved at mærke hvad hun ville og hvad hun ikke ville på flere områder end i sit ægteskab. Hun var kommet så langt væk fra sig selv, at hun ikke engang vidste hvad hun ville have til aftensmad. Selvom hendes Thomas havde spurgt til hende undervejs i deres samliv, så vidste hun det ikke og derfor havde han truffet beslutningerne. Malene havde været pleasende og indrettet sig efter ham, for at undgå konflikter og fordi det var trygt og nemt.

Efterhånden som vi arbejdede viste det sig at Malenes havde et anstrengt forhold til sine forældre. Ikke udadtil, for alle virkede harmoniske og de hyggede sig. Problemet var at ingen i familien talte med hinanden om hvordan de havde det. Det havde de aldrig gjort. Hverken indbyrdes eller når der var noget de tumlede med hver især. Alt blev fejet ind under gulvtæppet og når familien mødtes talte de om vejret, om deres arbejde, børnenes skolegang eller om naboen. At give udtryk for vrede eller sorgfulde følelser var forbudt, når det handlede om relationerne internt i familien. Malene havde aldrig lært at håndtere konflikter og forskellighed og hun opdagede at der var nogle uskrevne regler, som hun havde lært som barn og som stadig gjaldt.Du må ikke være vred på dine forældre. Du må ikke sige fra overfor din familie (for de har gjort så meget for dig). Du må ikke gøre mor ked af det. Du må ikke skuffe far. Du bliver kun elsket, hvis du indretter dig.

Malenes forældre havde ikke lært hende at sætte sig selv først. Det vigtigste var harmoni i familien og at de hyggede sig. Når Malene og hendes mand kørte hjem fra en familiefødselsdag eller en påskefrokost, var hun følelsesmæssigt udmattet. Hun oplevede at hun ikke kunne være den hun var og bevæge sig frit sammen med de mennesker, som på mange måder stod hende nærmest og som hun jo havde kendt hele sit liv. Det mønster hun havde lært som barn, fortsatte hun nu i sit parforhold og var ved at lære sine børn, fordi hun ikke vidste bedre.

Malene skulle altså lære sig selv at kende, før hun kunne mærke om hun kunne elske sin mand igen. Hun skulle lære at sætte grænser, uden at tro at hun ville blive afvist eller forladt.

Hun skulle lære at sætte sig selv først, for at kunne få det hun havde brug for. Der er ingen andre i denne verden, som kunne tage vare på hendes behov. Selvom Malenes mand elskede hende, ville han aldrig kunne give hende det hun havde brug for, hvis ikke hun lærte at bede om det. Hun skulle lære sig selv det, hendes forældre ikke kunne lære hende. Hun skulle lære at elske sig selv, før hun igen måske kunne elske ham.

Som børn lærer vi vores families regler og dem lever vi så efter resten af vores liv, også selvom de regler er destruktive eller ikke passer til dem vi er. Medmindre altså at vi tager dem op til revision og lærer os selv noget andet.
De fleste af os lærer at holde os selv tilbage i vores loyalitet overfor vores forældre. Vi vil langt hellere brænde inde med en irritation, med vrede eller sorg frem for at risikere at gøre far eller mor vrede eller kede af det. Groft sagt kan man sige, at vi holder os tilbage, fordi vi er bange for at blive udstødt følelsesmæssigt af familien, hvis vi ikke lever efter reglerne. Når vi bliver teenager laver vi måske oprør eller trækker os fra vores familie. Men mønstret er stadig i os, nu gør vi måske det samme i vores egen familie.

Når vi bliver voksne fortsætter vi altså det vi har lært, sammen med vores partner. De færreste ved, at det er vores eget ansvar at skaffe os det vi har brug i vores parforhold. At det ikke er vores partner, det skal gætte og dække vores behov eller opdage vores grænser. Når ikke vi tager vare på os selv i parforholdet, så visner kærligheden til den anden. Simpelthen fordi vi ikke tager vare på kærligheden til os selv.

Hvis vi ikke gør os klart hvad det er for mønstre vi slæber med os fra vores familie, så lever vi som voksne stadig efter dem. I det øjeblik vi bliver bevidste om hvilke regelsæt vi lærte i vores barndom, kan vi vælge at leve efter dem eller at lægge dem fra os. Det er den eneste måde vi som voksne kan vælge til og fra og dermed leve mere frit.

Husk altid at du er eksperten på dig selv. Kun du kan mærke dine behov og kende dine grænser. Der er ingen andre som passer på dig, derfor er det så vigtigt at du gør. At du rækker ud og beder om omsorg og kærlighed, når du har brug for det, at du sætter dine grænser når du kan mærke at de bliver overskredet. Men vigtigst af alt, at du elsker dig som den du er.

Læs også: Mere om grænser 

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.