Hvorfor kan jeg ikke få fred med mig?

Indenfor psykoterapien har vi et ganske brugbart udtryk, der handler om, at hvis vi sætter vores forventninger højere, end vi kan leve op til dem, så bliver vi nødt til at nedjustere. Det må give sig selv, at vi ellers vil blive ved med at løbe panden mod en mur og blive skuffede over ikke at nå vores mål.

Nu har jeg beskæftiget mig med psykoterapi i 12 år, og alligevel er det som om lige præcis ovenstående begreb ikke har fået 10-øren til at falde hos mig. Jeg bliver ved med at være lige ambitiøs, og sætter mig de morgener, jeg ikke skal på klinikken og tænker: Hvordan opfinder jeg den dybe tallerken igen i dag?

Det handler om, at jeg så rasende gerne vil leve af at være terapeut. Jeg har på egen krop oplevet, hvor meget bedre mit liv er blevet, efter jeg har gået i terapi. Hvor meget jeg har lært om mig, og hvor meget nemmere det er at vide, hvad jeg vil med mit liv, når jeg kender mig selv med mine muligheder og mine begrænsninger. Derfor er det een af mine største missioner at være med til at hjælpe andre mennesker med at lære sig selv bedre at kende, og derigennem kunne træffe de rigtig valg i deres liv.

Det interessante her er, at jeg forsøger at støtte mine klienter i deres selvudvikling, men hvor langt er det lige, jeg selv er kommet? Nogle gange tager jeg for givet at min viden, da efterhånden må være ophøjet til at være almen og bliver overrasket når nogen fortæller mig, at det jeg siger, har de aldrig tænkt på før. Andre gange formår jeg ikke engang at leve efter det, som jeg tror så meget på.

Jeg tror, det handler om, at vi kun er i stand til at tage viden ind, når vi psykisk er klar.

Jeg har tumlet med mine ambitioner on and off i de to år, jeg har haft egen praksis, og det er først nu, det er gået op for mig, at det ikke var min indsats, der fejlede noget, men derimod niveauet af mine ambitioner.

Der skal heller ikke herske tvivl om, at det tager sin tid, før jeg har fået mig endnu mere på plads, for eet er at få øje på, hvad fanden det er jeg har gang i og dermed anerkende et temmelig uhensigtsmæssigt mønster, et andet er at få sat overliggeren ned på et niveau, hvor jeg kan komme over og glædes over min succes frem for at pace mig selv, indtil jeg ender i en fiasko.

Held og lykke med selvrealiseringen derude, uanset hvad du måtte slås med.