JP-Klumme: Hvorfor græder du, mor?

Det er mandag og jeg har netop sendt min 12-årige af sted på lejrskole til den jyske vestkyst. Meget, meget langt væk fra sin mor. Jeg blev enig med nogle af de andre mødre om, at vi ikke ville stå og vande høns på stationen, så hans far kørte ham derned. Jeg nøjedes med græde herhjemme, da jeg for gang nr. 78 krammede luften ud af ham til farvel. Puh det er en svær afsked, og det er ikke uden grund.

Mange skammer sig, når de bliver berørt. Det er pinligt, overfølsomt og typisk mor-agtigt at græde. Over dronningens nytårstale, nevøens konfirmation eller Sporløs i fjernsynet. Jeg synes det er dejligt at mærke livet med alt hvad det er, også når det er sorgfyldt. Det er vigtigt at vide at vi kan ikke kun have alle de sjove og dejlige følelser. Vi er nødt til også at rumme vreden, sorgen og tvivlen og alle de andre. Kun på den måde kan vi leve hele livet på godt og ondt. Kun på den måde har vi oplevelsen af at nyde vores liv. Ja, selvom det gør ondt, er det bedre end slet ikke at have levet det.

Det interessante er også at når vi bliver berørt over at Pernille fra Korea finder sin biologiske mor, så græder vi ikke kun på Pernilles vegne, vi græder på vores egne. Vi kan nemlig kun blive berørt over følelser, vi kan genkende fra os selv. Så når vi sidder hjemme i sofaen med småkagerne og aftenkaffen og kniber en lille tårer eller hulker voldsomt over at en adoptivdatter finder den biologiske mor, hun siden teenageårene så gerne har ville møde og spørge, hvorfor hun gav væk dengang. Så er det fordi vi godt kender forløsningen, når følelserne har været spændt op og vi ikke ved, hvad der venter os. Når vi endelig får noget, vi har savnet. Når vi får svar på det spørgsmål der har ventet i os så længe.

Når jeg græder fordi min søn skal af sted på egen hånd, så svarer det til de tårer vi græder i kirken juleaften, til børnenes konfirmation og til dronningens nytårstale. Vi græder ikke nødvendigvis fordi det er sørgeligt, men fordi vi kan mærke at tiden går, at vi bliver ældre og at livet er forgængeligt. Vi græder også over gammel uudtrykt sorg. Vi græder over vores elskede mormor, som døde for ti år siden. Vi græder over den kanariefugl, der fløj væk, da vi var 7 og over den første bristede kærlighed. Kort sagt: vi renser ud og det er sundt og godt.

Mit lille pus, som nu er et stort skrummel med hår under armene og sin egen mening i behold, han havde en turbulent start i livet. Han var træt da han kom ud og lå i kuvøse et døgn efter sin fødsel og han var mit første barn. Det var med ham jeg var usikker, i tvivl, overbekymret og pylret. Så når jeg står der i køkkenet og krammer ham og siger en blanding af at han skal have det rigtig sjovt og passe på sig selv, så ser jeg billederne fra kuvøsen, de første døgn med spændte bryster, hvor jeg næsten ikke turde falde i søvn, fordi tænk nu hvis han holdt op med at trække vejret. Jeg ser hans første skridt, dengang han slog hul i hovedet i børnehaven til nu, hvor han skrider ind på sit værelse, smækker døren og synes at jeg er verdens mest lortede mor.

Jeg græder over at jeg har brugt så meget krudt på at lære ham at kende. At passe på ham og elske ham og nu er han godt i gang med at bevæge sig væk fra mig igen. Han er kun 12, jeg ved det, men væk det skal han jo. Heldigvis og helt forfærdeligt er det. Så jeg græder mine tårer og sørger for at nusse og hygge ekstra meget med hans lillesøster, som jeg håber på at beholde et par år endnu, inden hun også begynder at leve mere liv uden for hjemmet, end hjemme i mine skørter.

Læs også: Jeg er en sur mor