JP-Klumme: Gør det ondt mand?

Forleden stod jeg på skolens parkeringsplads og baksede med cykelanhængeren til min bil. Udløseren smækkede seriøst hårdt ned over min pegefinger og tårerne steg mig i øjnene. Bilen var fuld af børn, så jeg samlede mig og satte mig ind i bilen. Børnene var glade og ivrige og havde en masse at fortælle, så de snakkede i munden på hinanden. Jeg svarede irriteret med en-stavelses ord, alt imens jeg forsøgte ikke at græde over smerten i min finger.

Efterfølgende tænkte jeg over, hvorfor jeg dog ikke bare havde ladet tårerne få frit løb. Børn er da de bedste til at huske, hvor ondt det gør når man slår sig og har brug for trøst. Jeg tænkte at jeg havde reageret, som en mand ville have gjort det. Bidt smerten i mig, men reageret med irritation eller vrede, når det gør ondt. Det gælder ikke bare fysisk smerte, men også følelser. De fleste mænd, og i øvrigt åbenbart også til dels jeg selv, er nemlig vokset op med at det at være ked af det og vise sorg eller smerte, kun er noget for tøsedrenge. ”Det er da ikke noget at græde over Rasmus”, ”Store drenge græder ikke Thomas” og ”Op igen, ikke pjevse Peter” og den slags lidet trøstende bemærkninger er sagt så mange gange i løbet af drenges barndom at de har lært ikke at vise, når de er sårede og kede af det. Sorgen viser sig derimod ofte som vrede, som i tilfældet med mig på parkeringspladsen med cykelanhængeren.

Det triste er at når de mænd, der skulle være nogle seje drenge, vokser op og ikke kan mærke at de er kede af det. Man kunne sige at deres sorg er underudviklet og at de derfor ikke ved, hvordan de skal vise den, når de bliver sårede i deres voksenliv.

Derfor ved mange mænd ikke at de bliver kede af det og derfor heller ikke, hvordan de skal række hånden ud og få omsorg eller trøst.

Når disse mænd så har været i et parforhold i x antal år, så begynder deres kone at savne nærvær, samhørighed og intimitet. Hun er træt af at kun taler praktiske ting og arbejde. Hun vil have at han deler sine følelser med hende, så de ikke blot er samboende partnere i projekt familie, men også er kærester. Det er nemlig det kærester gør, de deler deres indre liv, drømme, følelser og tanker med hinanden. Det er kærlighedslimen, som binder dem sammen.

Hvis kvinden ikke får det hun savner, så forelsker hun sig måske i en kollega eller gammel skolekammerat som har lært at udtrykke sine følelser og mærker pludselig hvor nært man kan komme et andet menneske, når man er i stand til at mærke sine følelser og dele dem med hinanden. Skilsmissen truer.

Heldigvis kan det læres. Vi kan nemlig som voksne lære os selv det, som vores forældre ikke kunne give os da vi var børn. Mænd (og kvinder) kan altså lære at mærke og udtrykke deres smerte, sorg og længsler. Ej, nu bliver det sgu for fimset tænker du måske. Skal vi så også drikke urtete og lære at strikke, som i de gode gamle halvfjerdsere. Skal vi tale følelser ligesom kvinder og fortælle om hvor skævt vi sad på potten som børn og grave gamle traumer ud under tåneglene? Nej det er der ingen der skal. Vi skal til gengæld vide at vi ikke kan føle os forbundet med hinanden, hvis ikke vi vil dele vores indre liv. Mænd skal ikke være som kvinder, de skal derimod være mere som sig selv og netop vise mere af sig selv, for det er det vi kvinder gerne vil have, når vi elsker jer. Det kræver styrke at vise sin svaghed. Det udviser ægte coolness at turde stå ved sin fejlbarlighed og ægte mænd er ikke bange for at være hverken bange, sårbare eller i tvivl. Det samme gælder naturligvis for kvinder.

Så næste gang jeg slår mig eller bliver ked af det, vil jeg gå foran som det gode eksempel for mine børn og vise mine smerte, så kan de nemlig lære at det er hverken farligt eller forbudt at vise sine følelser. Det skaber tværtimod nærvær, omsorg og kærlighed og hvem vil ikke gerne have det?

Læs også: JP-Klumme: Hvorfor græder du, mor? 

Related Articles

Responses

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies for at sikre, at du får den bedste oplevelse.