Forskellen på at være følelsemæssigt involveret i hinanden og afhængig.

En af de største parforholdsudfordringer jeg oplever er, når folk gør sig afhængige af, hvordan deres partner har det.

· Han bliver altid så sur, hvis jeg siger sådan

· Hun kritiserer mig altid

· Kan man ikke sige noget her i huset uden du tager sådan på vej

· Det er da ikke noget at blive vred over

· Det kan da ikke være rigtigt, at jeg ikke kan sige.. uden at du begynder at græde

Og jeg kunne fortsætte. Det bemærkelsesværdige i de ovennævnte eksempler er, at de alle tager udgangspunkt i, hvordan partneren har det og reagerer på noget. Under devisen: du må ikke have de og de følelser, for det kan jeg ikke holde ud/så føler jeg mig skyldig eller forket. Man gør sig altså afhængig af, at partneren skal opføre sig på en bestemt måde, for at man kan udgå at føle sig…

Så starter balladen, for din mand eller kone har det, som han/hun har det. Det er sandheden for dem lige i det øjeblik. Det har i bund og grund ikke noget med dig at gøre. Det er bare sådan de har det. Det kan sagtens være at det er noget du har sagt eller gjort, som har udløst sorgen eller vreden hos din partner, men det er faktisk sådan, at det ikke er det livet udsætter dig for, som gør det besværligt, det er måden du håndterer det på, som gør hele forskellen. Det betyder det ALDRIG er dit ansvar hvordan din partner har det. Det betyder også at du ikke skal fikse det, eller få det til at gå væk. Det er blot en besked til dig om, at det er sådan han/hun har det.

Hvis du ikke kan udholde bestemte følelser hos din partner, så gør du dig afhængig af hans/hendes følelser og det er mega usundt, for det betyder at han/hun har en indirekte magt over dig, ved at have det, som de har det. Og det er udmattende for dig at leve i. Over tid vil det med stor sandsynlighed slide din kærlighed op og det er trist, for i bund og grund reagerer de bare på det du gør. Det er bare kærlighed også selvom det er forbundet med vrede.

Men skal man så le hånt som sin elskedes følelser og blot have en det-er-dit-eget-problem-holdning? Nej selvfølgelig skal man ikke det. Gør man hinanden ondt skal man selvfølgelig forholde sig til det. Sige undskyld, tale om det, acceptere det og lære af det. Men det er en katastrofe, hvis din partners følelser bliver styrende for, hvordan du reagerer og er i forholdet. Så begrænser du dig, fremfor at leve frit.

Jeg møder hver dag masser af mennesker, som er vokset op i et hjem med mange konflikter eller med at alt blev fejet ind under gulvtæppet. De har ikke lært hvordan man håndterer konflikter på en hensigtsmæssig måde. Derfor er de blevet konfliktsky og dermed bliver bliver uoverensstemmelser “farlige” og bør med alle midler undgåes. Hvis man er vokset op med en mor, som konstant gjorde sig til offer, så kan det være uudholdeligt, hvis ens partner møder modgang i sit liv og har det hårdt. Hvis man er vokset op med en meget vred far, så kan man måske ikke håndtere at ens partner så meget som hæver stemmen.

Det er møg uhensigtsmæssigt fordi fortiden så kommer til at bestemme, hvordan du reagerer i nutiden.

Læs også: Når du forlader din partner, og bliver mest optaget af dig selv