Helt grundlæggende kan jeg sige at jeg arbejder ud fra et eksistentialistisk grundlag og at metoden er gestaltterapeutisk (hvis det siger nogen noget). Jeg tror på at vi alle fødes alene og vi skal dø alene. Vi er derfor også i den mellemliggende tid, kaldet livet, alene om at skabe os det liv vi ønsker os at leve. Det betyder at vi alene er ansvarlige for hvordan vi har det og for hvad vi oplever i verden.

Vi kan altså ikke, som det ellers er voldsomt brugt i vores kultur, sige: Du sårer mig helt vildt. Du er altid så arrogant overfor mig. Hvorfor hører du aldrig hvad jeg siger, Du elsker mig ikke. Vi kan nemlig som voksne aldrig give andre skylden for hvordan vi har det eller hvad det er vi oplever. Det er vi selv ansvarlige for.

Det er sådan at alt hvad vi oplever i verden handler om os selv. Så når vi føler os forladt, ignoreret, overhørt, såret eller noget helt femte, så har vi selv ansvaret for at have den følelse. Det kan så godt være at vi rent faktisk bliver forladt, overhørt, ignoreret eller såret. Det er ikke det vigtige. Det vigtige er hvordan vi håndterer det, som sker for os. Både inden i os og ud mod verden.

Når vi vokser op i vores barndomshjem har samværet med vores far og mor en helt grundlæggende betydning for, hvordan vi bliver som voksne. Det er vores sociale arv. Er det tilladt at vise følelser, alle følelser? Hvordan er fars og mors indbyrdes forhold? Hvordan udtrykker de kærlighed, vrede, glæde, sorg? Hvordan løser de konflikter og tackler forskellighed? Tilbringer de tid sammen med os, forsøger de at forstå os eller skulle vi rette ind efter deres behov og ønsker?

I det samvær skaber vi et billede af os selv og et billede af hvad kærlighed er. På godt og ondt. Det billede og den overbevisning tager vi med os ud i verden og ind i parforholdet. Her begynder problemerne.Vi har nemlig også som mennesker en indbygget drift i mod at hele de gamle sår fra barndommen. Vi har alle et ubevidst behov for at udvikle os. For at hele de gamle sår er vi nødt til at vide at vi har dem. Vi er nødt til at mærke dem. Derfor søger vi ubevidst at gentage det som skete engang. Vi søger afvisningen, aleneheden, forkertheden, ensomheden og alle den andre steder, hvor vi ikke fik det vi havde brug for at vores far og mor. Vi søger altså instinktivt de relationer, som kan udfordre de følelser vi som børn var nødt til at lægge låg på, fordi vores forældre ikke kunne rumme dem og håndtere dem. Derfor er parforholdet så svært. Derfor kan du genkende en gammel, gammel følelse af ikke at blive forstået, at din mening ikke er vigtig, at de andres behov er vigtigere end dine. Måske kan du selv se en rød tråd i de kærester du har haft i dit liv. Derfor ender jeres konflikter altid samme sted, uden (for)løsning.

Terapi handler om at opdage dig selv og din partner, et spadestik dybere end I er i stand til derhjemme. Fordi det kræver en der kan se på jer udefra og få øje på, hvad det handler om for jer. Hver især og sammen. I skal opdage motivationen til at gøre, som I gør, fordi det er jeres eneste vej til at gøre noget andet. Det handler om at tage ansvar for hvordan du har det (og ikke længere give din partner skylden). Det er ofte både smertefuldt og også en stor lettelse at opdage dig eget bidrag til problemerne. Kun når du opdager dit bidrag har du magten og muligheden for at gøre noget andet. Først der kan I elske hinanden, som dem I er, uden at være afhængige.

Vil du opdage dig og jer og få meget mere af det du har brug for? Læs mere hér.

Jeg vil meget hellere henlede opmærksomheden på din indre mor. Jeg mener ikke hende som har født og opdraget dig, for hende har du måske en anstrengt forhold til. Jeg mener den store mor i dig. Med det mener jeg hende, som skal tage sig af dig i dag som voksen kvinde. Hende som passer på dig, nærer dig og fylder dig op. Hende som sørger for at du får det du har brug for, sætter dine grænser og ikke lade dig fange i gamle uhensigtsmæssige mønstre, men som brænder det gamle væk og sår de nye frø, inde i dig.

Der er desværre alt for mange kvinder som er alt for gode til at tage sig af familien, børnene, svigermor og veninderne og som selv ligger nederst på listen, når der skal knuses og krammes og deles omsorg og trøst ud.

Så på mors dag har du mulighed for at rette opmærksomheden hjem til dig selv. Lad være med at blive skuffet over at ingen i familien har husket det. Lad være med at gøre dig afhængig af at andre skal fylde dig op. Opdage dine behov og respektere dine grænser. GØR DET SELV!

Giv dig det du har brug for. Elsk dig som du gerne vil elskes af andre. Forkæl dig, lyt til dig, mærk dig. Du skaber Mors Dag ved at være mor for dig selv, på den fede ubetingede kærlighedsfulde måde. Hver dag er mors dag – inde i dig.

Er det svært? Jeg hjælper dig hér.

Det handler om at vi ikke får sagt det, som skal siges. Det handler om at vi ikke får vores behov dækket og sat vores grænser. Vi gør os afhængige af at vores partner skal være på en helt bestemt måde (som ikke er hans eller hendes egen), for at vi kan blive lykkelige eller bare tilfredse. Sådan bliver det bare aldrig.

Du og du alene er ansvarlig for hvordan du har det. Når du opdager det og begynder at tage ansvar for dit liv og for dit bidrag i dit parforhold, så vil overskuddet komme væltende. Der ligger så meget magt og frihed i at tage hånd om dit liv. Du sætter dig selv og din partner fri og derfra kan I se hinanden som dem I er med masser af rummelighed og kærligheden kan for alvor blomstre.

Er det lidt svært? Lær hvordan hos mig. Læs mere hér.

Jeg kender det jo rigtig godt fra mig selv. Det gør nas at være ked af det og kan virke helt uoverskueligt at give los for smerten over at føle sig svigtet, forladt og ikke hørt og set. Måske tænker du ubevidst at det vil være meget nemmere, hvis du bare forsøger at ignorere, hvor ked af det du er, så går det nok over igen. Hvis bare du stikker hovedet i busken som en struds, så opdager smerten dig ikke og finder en anden at chikanere.

Jeg kan blive så spruttende rasende på nogen, men jeg tør ikke give los for min vrede, for tænk hvis vedkommende så også bliver sur og slår hånden af mig. Jeg tør ikke sætte mine grænser, for hvis jeg nu bliver afvist eller forladt.

Det går desværre bare ikke i længden, for følelser forsvinder først, når de er blevet udtrykt. Forestil dig du er sulten, men du tænker at hvis bare du tænker på noget andet, så går sulten over igen. Du kan aflede dig og lade som ingenting, men på et tidspunkt er du nødt til at få noget at spise eller tisse eller græde eller rase. Sådan er det med behov og følelser. De tager aldrig fejl og du har bare at lytte til dem. Der er ingen vej uden om.

Det smarte ved følelser er også at så længe de bliver udtrykt proportioneret med det der sker, så vil din reaktion i langt de fleste tilfælde få en god modtagelse. Det er langt værre når du har holdt dig tilbage så længe at du eksploderer i et inferno af vrede, snot og tårer eller hvis du have været så længe om at sætte din grænse at dine følelser er blevet kolde, så begynder det at blive rigtig uhensigtsmæssigt.

Det er altså ikke følelserne i sig selv den er gal med, men i langt højere grad et spørgsmål om hvordan du får udtrykt dem.

Alt det du ikke får sagt, skader din relation til de mennesker du ikke får meldt ud overfor. Et misforstået hensyn til deres følelser vil altid skade dine egne. Du vælger selv.

Vil du gerne blive bedre til at udtrykke hvem du er? Jeg hjælper dig hér.

De fleste par synes at kommunikationen i parforholdet er en af deres største udfordringer. De synes at forskelligheden er en forhindring og ikke det, som netop gør deres forhold spændende. De har det misforståede indtryk at enighed, det er bare lykken, så det skal vi kæmpe for og efterstræbe at nå til, så ofte som muligt. Så de diskuterer, debatterer og taler op og ned af vægge og stolper, for at forklare den anden, hvorfor de gør som de gør og synes som de synes. Du skal forstå min virkelighed og du skal for alt i verden være enig med mig. Hvis du er uenig eller ikke forstår mig, så føler jeg mig ikke elsket af dig.

Forestil dig en verden, hvor dit selvværd er så højt at du er fuldstændig uafhængig af, hvad andre måtte synes. Du forholder dig nysgerrigt og åbent til dig selv og andre. Du reagerer på hvad det de gør og siger, gør ved dig, men du har en tyrker tro på, at alle mennesker (inklusiv dig selv) gør det så godt de kan. Du ved at de mennesker, som holder af dig, gør sig umage og aldrig gør noget, for at såre dig eller på anden måde skade dig. Når du af og til alligevel føler dig såret, svigtet, overset eller ikke forstået, så melder du klart ud, uden at bebrejde, men blot for at fortælle den anden, at det de lige gjorde, satte nogle følelser i gang i dig.

Du ved at du alene er ansvarlig for, hvad du oplever og fordi du holder så meget af dig selv, har du også tillid til at andre gør det. Du føler dig fuldt fortjent til deres kærlighed, blot fordi du er det menneske du er.

Så nej, måske forstår din kone dig ikke altid, ligeså vel som du ikke altid forstår hende. Du forstår jo heller ikke altid dig selv og det er ikke nødvendigvis så vigtigt, for forståelse er dejligt at få, men det er ikke nødvendigt, for du holder af dig alligevel. Gør du ikke?

Nå ikke? Måske er det tid til at blive lidt bedre til det så. Læs meget mere hér.

I løbet af vores barndom har vi alle i større eller mindre grad lært at lægge låg på visse dele af vores personlighed. Vores forældre har altså fremelsket nogen sider af os og samtidig ubevidst ”tvunget” os til at undertrykke de sider, som de havde svært ved at håndtere. Enten fordi de sider lignede egenskaber, vores forældre ikke brød sig om, hos sig selv eller fordi de ikke vidste hvordan de skulle håndtere dem. Det kan enten være vrede, en livlig seksualitet eller begejstret glæde. Det kan være sider, som vores forældre havde svært ved at leve med i sig selv, som eksempelvis sorg eller glæde. Vi bliver alle født med evnen til at udtrykke vores følelser, men i samværet med vores forældre lærte vi at undertrykke nogle af dem. Det sker helt per automatik og selvom vores forældre selvfølgelig har elsket os, så godt de nu kunne, så er det resultatet af barndommen i større eller mindre grad.

Når vi bliver voksne har vi lært at det er mere i orden at være eks. sjov og klog og smuk end det er at være hysterisk, ked af det eller doven. Med det ”værdisæt” indgår vi i parforholdet og de bliver med tiden vores største hæmsko. Vi bliver nemlig ubevidst ved med at synes at det ikke er i orden at være ked af … eller at blive vred over … eller at reagere sådan der på det der. Vi bliver bange for at hvis vi viser de sider af os (som vores forældre ikke kunne rumme) så bliver vi afvist eller i værste fald forladt. Vi har svært ved at acceptere os selv og dermed får vi også svært ved at acceptere hinanden, som dem vi er. Så starter konflikterne. For selvfølgelig er vi også nogen gange urimelige, barnlige, usikre, dovne, svage, kede af det og i tvivl.

Du er altså nødt til at rumme dig selv, som det hele mennesker du er, ellers får du aldrig fred eller kærlighed for den sags skyld. Det eneste sted at starte er hjemme hos dig selv. Giv dig det dine forældre ikke formåede. Elsk dig lige som du er, med alt hvad du er. Rum dig, forstå dig og giv dig omsorg. Kun du kan tage ansvar for dig, ingen anden kan påtage sig den opgave. Det interessante starter når du bliver bedre til at holde af dig, som du er, så bliver du også bedre til at rumme din partner, som den han/hun er og så kan kærligheden for alvor blomstre.

Held og lykke med kærligheden – til dig!

· Fordi jeg elsker ham jeg deler det med og derfor synes det er en rasende smart anordning, at jeg kan være sammen med ham hver dag. ·

· Fordi det er trygt og varmt og langt hen ad vejen tilregneligt.

· Fordi jeg bliver varm i hjertet når jeg ser på ham og glæder mig til at komme hjem til ham (næsten) hver dag.

· Fordi det er fuld af varme og forståelse og gensidig respekt.

· Fordi jeg stadig synes hans humor er en gave og hans begavelse en sparring.

· Fordi vi også kan råbe af hinanden uden at det ødelægger noget.

· Fordi han stadig synes jeg er røvlækker, selvom det er 4 dage siden jeg har ordnet bikinilinien.

· Fordi han gerne vil kysse mig om morgenen, selvom jeg aldrig kunne drømme om det.

· Fordi forholdet det meste af tiden er roligt og givende.

· Fordi det er hyggeligt og trygt at der altid er en at dele hverdagens sorger og glæder med.

· Fordi han elsker mine børn lige så meget, som jeg gør.

· Fordi vi er enige om hvad vej vi skal gå og det der er vigtigt i vores liv er foreneligt.

· Fordi jeg har kendt ham siden han jeg var atten og vi har udviklet os sammen.

· Fordi jeg stadig tænder meget på ham.

· Fordi han er far til mine børn.

· Fordi han bygger og vedligeholder vores fælles rede.

· Fordi han vælger at komme hjem til mig hver dag.

· Fordi jeg ikke er afhængig af ham og alligevel vælger ham hver dag på ny.

· Fordi der ikke er nogen andens ryg, jeg har lyst til at trykke næsen flad mod om aftenen.

· Fordi jeg elsker ham lige som han er.

Vil du også have det sådan med din mand? Det kan læres. Læs mere hér.

Ps. Nej det er ikke os på billedet.

Vi er alle sammen præget af vores historie. På godt og ondt. Vores barndom og erfaring med verden skaber det ”filter”, hvormed vi oplever det der sker. Det betyder at når vi går ind i et kærlighedsforhold (og i alle andre relationer også) så ”ser” vi det vi har med os. Med andre ord, vi gentager vores historie. Vi gentager svigtet, savnet og ensomheden eller i den anden ende, vi har tillid til verden, vi oplever den fuld af kærlighed og møder den med glæde.

Hvis du er blevet svigtet i din barndom, vil det være svigtet du ser efter i verden. Hvis du er blevet krænket, vil det være grænseoverskridelsen du oplever. Hvis du bærer på en stor sorg, vil den farve din måde at opleve kærlighed på. Hvis dit selvværd er lavt, vil du ikke tro på den kærlighed du rent faktisk modtager. Du spejler dig selv i verden og de mennesker du møder. Modsat hvis du føler dig elskværdig, vil verden være fuld af kærlighed. Hvis du føler dig fri og rummelig, så vil det du oplever og dem du møder også være det.

Sådan går du ind i parforholdet og sådan vil du også præge det. Din erfaring med kærlighed vil gennemsyre det du er i lige nu og du vil have svært ved at tro på, at din sandhed og din virkelighed ikke er den samme, som din partners. Du tror at det du oplever er det som ER. Så enkelt er verden bare ikke skruet sammen. Vi oplever som sagt med de erfaringer vi har med os og derfor kan to mennesker opleve det samme på to vidt forskellige måder.

Eks. Forestil dig to mænd, som går hen ad gaden fordybet i snak. Pludselig kommer der en hun løbende hen imod dem. Den ene (som engang er blevet bidt af en hund af samme race) Pas på!. Den anden mand (som ejer hunden) sætter sig på hug og klapper den. To mænd med hver deres erfaring, oplever det samme og håndterer det på to vidt forskellige måder.

Når du bliver bevidst om, hvad du har med dig og hvordan din erfaring farver det du oplever, vil du blive i stand til at gøre noget andet. Du vil elske dig selv så meget at det ikke bliver så livsvigtigt om du får anerkendelse og kærlighed udefra. Du vil kunne rumme dig selv med alt hvad du er, at selvom du får kritik, tager du den ikke personligt. Du er så god til at give dig omsorg, at selvom du bliver forladt, vil du blive ked af at miste, men din verden vil ikke synke i grus. Med andre ord du er ikke afhængig af andre mennesker.

Så start med at elske dig selv i dag. Verden vil ikke være den samme i morgen.

Har du brug for hjælp til din “rejse”? Læs med for kvinder og for mænd.

Er du dig bevidst om, hvor styrende tanken om at miste din elskede, styrer din måde at være på? Ved du hvor meget du censurerer dig selv, af angst for at blive afvist eller forladt? Er du bange for at hvis du viser hvem du er, så vil du ikke blive elsket? Har du din opmærksomhed hos andre, fremfor hjemme hos dig selv? Er du i tvivl om, hvad du selv synes og er det lettere at følge andre?

Når vi vokser op hjemme hos vores far og mor er der sider af vores personlighed, som bliver elsket mere end andre. Det betyder at vi lærer at vi bliver elsket, når vi er glade, flittige, kloge og artige, men at vi bliver afvist når vi er sårbare, vrede, usikre eller dovne. Fordi afvisningen gør så ondt når vi er børn, tager vi frygten for at møde den igen, ind i vores voksenliv. Vi forsøger altså at undertrykke sider af os selv, for ikke at blive afvist, skældt ud eller følelsesmæssigt forladt, som vi engang blev det af vores forældre.

Når vi så lever sammen i parforholdet, lever vi ikke vores fulde personlighed ud. Vi undertrykker os selv og de sider af os, som engang var forbudte, også selvom det ikke er nødvendigt mere. Det kan vores system ikke holde til og efter nogle år, hvor vi har censureret os selv, kan vi ikke længer holde ud at være i relationen og vi får behov for at komme væk.

I bund og grund har dette ikke det fjerneste med vores parforhold at gøre, men derimod en hel masse om vores måde at være i parforholdet. Det er altså ikke fordi din partner ikke passer til dig, det er ikke fordi I er vokset fra hinanden, eller ikke kan leve med jeres forskellighed, men derimod fordi du ikke har taget den plads og sat de grænser du har brug for i jeres forhold.

Så når du i alle årene har holdt dig tilbage, af gammel angst for ikke at blive elsket for den du var, har du i virkeligheden forladt og svigtet dig selv. Du har gjort det ved dig, som du frygtede din elskede skulle gøre og det kan du ikke holde til. Hvor I er nu er du måske på vej ud af forholdet, fordi du er i tvivl om din kærlighed. Det handler om kærligheden til dig. Det behøver ikke have konsekvenser for din familie og dit parforhold, for du kan lære at elske dig selv. Begynd bare i dag. Det kan læres.